Efter en flere måneder lang epidemi-nedlukning – måske den niende af slagsen? – forlader tekstforfatteren Katrine København for at vende tilbage til forældrenes gård på den ø, hvor hun er vokset op.
Her møder hun gamle bekendte, der alle forsøger at gebærde sig i forhold til restriktionerne. Samtidigt har de to emsige tilflyttere, Andreas og Helena, sat sig i spidsen for ’smitteværnet’, hvor de gør deres bedste for at øge overvågningen af øens beboere. Blandt andet via folks mobiltelefoner, hvor alle kan følge hinandens færden som lysende prikker på et digitalt kort.
De to tilflyttere lægger også Mor Mette-råd i de mest ulydige øboers postkasser. F.eks. ’Menneskelig kontakt er ikke den eneste form for kontakt’ og ’Hold ud, det vi gør, gør vi for hinanden’. Man hører ekkoet af regeringens eget corona-slogan: ’Stå sammen hver for sig’.
Samtidig starter en gruppe lokale deres egen lille modstandsbevægelse, der hjælper folk, der rammes af de tiltagende rigide restriktioner.
Drama i detaljen
Signe Schlichtkrull formår at fremskrive uhyggen ved et lille ø-samfund, hvor alle lurer på hinanden. Og da havet fryser til, og færgen derfor ikke kan sejle beboerne ind til fastlandet, føles romanen for alvor dystopisk.
’Lockdown 9’ er skarptskåret og minimalistisk, og det klæder historien ikke at være mere storladen eller patosfyldt. Dramaet eksisterer i detaljen – en trækning i et ansigt, fodspor i sneen, et velmenende råd i postkassen.
Dog – måske netop fordi bogen er så minimalistisk – virker den en smule uforløst. Slutningen forekommer meget abrupt, hvilket er ærgerligt; der er både karakterer og plottråde, denne anmelder gerne havde fulgt til dørs.
