Skuffende strengeleg

Eric Clapton opførte en kun halvanden time kort standard-koncert for sutsko og slumretæppe. Så pæn og så professionel, at det føltes uforløst

Guitarlegenden satte ikke en finger forkert, men opdagede knap nok de 13.000 tilskuere, som havde betalt op  til 1.300 kroner for billetten.  
Foto: Per Lange
Guitarlegenden satte ikke en finger forkert, men opdagede knap nok de 13.000 tilskuere, som havde betalt op til 1.300 kroner for billetten. Foto: Per Lange
Følg Underholdning

Eric Clapton, Royal Arena, København, tirsdag 14. juni

Guitarguderne har nu altid haft et godt øje til ham Clapton.

Sidste år frygtede aftenens stjerne aldrig at kunne håndtere den seks-strengede igen, fordi hænderne frøs efter et skud AstraZeneca.

I Royal Arena havde den coronaskeptiske guitarbetvinger dog fået varmen i sine pensionsmodne pølser. Det er i sig selv imponerende, at man kan være 77 år, og stadig stå rank og rørig på scenen.

Indledningsvist med en grumset 'Pretending', og så ellers hurtigt over i 'Key to the Highway', en af de mange faste fortolkninger, som Eric Clapton excellerer i på sjette årti.

Sidste nat på museet

'Slowhand' har selv sagt, at han ikke spiller så hurtigt mere. Man kunne da også med fordel have medbragt sutsko og slumretæppe, og således pænt læne sig tilbage i vellyden og fornemmelsen af sidste nat på det levende bluesrock-museum.

En fyldt sal sad mageligt ned, og der blev allerhøjest løftet en mobil, når hits som 'I Shot The Sheriff' vuggede forbi. Der var spage forsøg på at klappe i takt, men reggae-rytmen var et lige så fremmed element som Eric Clapton var distanceret fra sit ellers dedikerede publikum. Så det er alligevel lettere at afkode 'Layla'.

Easy-listening-tristesse

Legenden selv sagde ikke rigtig noget, og satte sig (også) hurtigt ned med netop dén signatur-sang som trumf i et akustisk sæt af støvet standard-blues. Plus 'Tears In Heaven' i en sær salsa-version, nærmest easy-listening. Det klædte ikke den triste tekst.

Man kan roligt kalde det en standardiseret koncert, hvor guitaristen, den bandanaklædte Doyle Bramhall, ofte tog sig af den udliciterede strengeleg. Med venstrehånd, bogstaveligt talt. For eksempel på 'Wonderful Tonight'.

Den gamle popsmed Paul Carrack er med på turneen, og sang sit groovy Ace-hit 'How Long', ligesom vi også var et smut tilbage i Cream-æraen med 'Badge'. Det er et stærkt insisterende nummer, men heller ikke noget, der fik de grå hjelme til at ryste dansebenet.

En bane kokain, måske?

Først til sidst vågnede salen op til Fender-gymnastik. Der blev decideret skruet op med 'Little Queen of Spades', og det var som om orkestret selv fik færten af potentiel fest.

Især da 'Cocaine' gungrede smooth derudaf, ønskede jeg både Clapton og alle os andre en allersidste bane. Men mange end ikke orkede at rejse sig, og klappe Clapton tilbage til afslutteren 'High Time We Went'.

En Joe Cocker-kopi, som understregede, at vi åbenbart alle skulle hjem en halv time før tid. Skuffende antiklimaks.

Eric Clapton spiller igen onsdag aften i Royal Arena.
 

Det spillede Clapton:

1. Pretending
2. Key To The Highway
3. I'm Your Hoochie Coochie Man
4. How Long
5. I Shot The Sheriff
6. Worried Life Blues
7. Nobody Knows You When You're Down And Out
8. Layla
9. Tears In Heaven
10. Badge
11. Wonderful Tonight
12. Crossroads
13. Little Queen of Spades
14. Cocaine
15. High Time We Went


 

Billedgalleri - Per Lange

Mere fra Ekstra Bladet+

Den 4. november 2020 forgreb Danmarks regering sig på demokratiet

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind