Allerede på side 28 græd denne anmelder. Første gang. Kristian Leths essay ’En vej ud af tågen’ er et både smerteligt og rørende værk om fædre. Som han skriver til sidst i bogen: ’Hvad er det her så? Et opgør? En korrektion? Hævn? Det håber jeg ikke, selvom jeg har lært, at jeg ikke så let kan gennemskue mine egne motiver. Men smerten er ikke et våben. Det må den ikke blive.'
Bogen er delt op i en række korte tekster, hvor Leth forholder sig til den tåge, hans erindringer befinder sig i; dét, han kan huske og alt dét, han ikke kan huske fra sin barndom med - og særligt uden - faren, Jørgen Leth. Digteren, filminstruktøren og cykelsportskommentatoren. En far, der ikke var til stede ved sønnens fødsel. En far, i hvis hjem Kristian Leth altid kun var på besøg. En far, der forlod sine børn for at opsøge nye eventyr.
Sorg og tilgivelse
Leth skriver så tindrende smukt om at være søn, og senere om selv både at være søn og far. Det er en bog om sorg og tilgivelse, om alt det uudsagte i familier. Det er et fader- og selvopgør, der ikke er præget af bitterhed, men som er undrende og søgende.
Mod slutningen skriver Leth om den enorme misere hans far havnede i i 2005 efter udgivelsen af erindringsværket, ’Det uperfekte menneske’, hvori passagen ’Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret’ indgik. Den medførte en mediestorm, der fik personlige og professionelle konsekvenser for Jørgen Leth og hans familie.
Det er både knugende og ømt at læse, hvordan hans søn både dengang og i dag forsvarer sin far - på trods af hans åbenlyse svigt.
Det litterære forældreopgør er en genre i sig selv. Kristian Leth har nu føjet et vidunderligt og bevægende værk til kategorien. En opfølgning til ’En vej ud af tågen’ udkommer senere på året. Hvilken gave!
