Smittet indtil det modsatte er bevist

Det føles som en befrielsesdag, men er det angsten, bøvlet og ventetiden værd? Vil den 21. april blive husket som dagen, hvor vi både vandt og tabte vores frihed?

René Fredensborg anmelder genåbningen 21. april 2021

Genåbningen 21. april 2021

Det var ikke den forlængede vatpind eller de timelange testkøer, der skræmte til dagens storstilede genåbning.

Det var heller ikke det forventede restriktionshelvede i form af, at de i drive in-centret forlanger, at du bærer mundbind i din egen bil, eller at man skal bestille bord på en tom bodega en halv time før ankomst.

Det er jo bare småting, som man kan placere på coronadagligdagens forhåbentlig snart faldende gakkelak-kurve.

Jeg mener, Danmark er jo i forvejen et himmerige for regelryttere og djøffet detailstyring, og jeg rummer da gerne, at et rethaverisk tågehorn nu kan få udlevet sin indre airmarshall og dirigere rundt med mig og min lille bil, som var jeg en stor, dum Boeing 747.

Det er ikke det.

Det er den omvendte bevisbyrde. At jeg skal bøvle med at bevise, at jeg ikke er syg. Og at hvis jeg ikke vil det, så kan jeg rende og skide høns, som man siger på min hjemegn. Så er jeg på B-holdet, officielt syg og smitsom, mens jeg uofficielt bliver stemplet som tosse.

Artiklen fortsætter under videoen ...

Jeg er efterhånden træt af at sige og skrive det, men er det ikke mere tosset, at vi for at gå på både bodega og bibliotek skal bære et adgangstegn, der varer i hele 72 timer, hvorfor alle ved, at det ikke er garanti for noget som helst ikke-smitsomt?

Det er falsk tryghed og kontrolbureaukrati for tusind milliarder skattekroner.

Især, fordi man samtidig kan dalre rundt i dagens genåbnede storcentre uden et coronapas.

De folkevalgtes brud med sund fornuft og almindelig logik bærer på et absurd perspektiv: Du er smittet, indtil det modsatte er bevist. Du er per automatik skyldig. Du et et brokkehoved.

Dét er det mest skræmmende midt i befrielsen. At vi marcherer i takt og ikke længere orker kritisk tænkning.

Vi vil bare have den bajer og det nærvær og det samvær, koste hvad det vil. Vi har fået vores frihed, det koster vores frihed.