Sorg, der får dig til at græde af grin

Ustyrlige Ricky Gervais slipper atter sin sarkastiske suverænitet løs i den tragikomiske serie 'After Life'

Du kan se traileren til 'After Life' her.
Følg Underholdning
Følg Anmeldelser

'After Life', sæson 3, Netflix. Forfatter, instruktør og hovedrolle: Ricky Gervais

Konen dør af kræft, så Tony er trist og svælger i rødvin og hjemmevideoer fra deres tid sammen. De griner meget på de videoer, det er næsten lige så for meget, som når Tony i sit 'efterliv' og virke som lokaljournalist, atter vågner op, selvmordsagtigt utilnærmelig. Men sjov, selvfølgelig.

For 'After Life' er en tragikomedie i sit helt eget absurde blandingsforhold, og med Ricky Gervais som forfatter og instruktør, og altså hovedrolleindehaver, så ved man godt, at alt og alle bliver spiddet for stort og småt. Subtilt, lige på, over grænsen, altid begavet.

Man får sine yndlingsscener, oftest dem, der overgår sig selv i krænkelser.

Ugens glade krøbling
En af mine er, da Tonys pæne og kedelige svoger går til en psykolog, der foretrækker, at åbne sig selv op på grænseoverskridende måder. Som den her kommentar:

- Fucking a midget is like fucking a child - just legal!

Det er klart for meget, og det sjove er, at Ricky Gervais slet ikke behøver være i billedet. Han giver så rigeligt med indre liv til de stenede landsbytosser.

Det deprimerede postbud, der flytter ind i badekarret. Den uligevægtige avisomdeler, hvis kone har bollet så meget udenom, at han har fået en slags seksuel tourettes. Den dovne fotograf. Den irriterende annoncesælger, der konstant går på horrible dates med kiksede mænd. Og så alle de 'ugens glade krøblinger', som Tony interviewer til lokalavisen.

Foto: PR-foto
Foto: PR-foto
 

Sarkasme med omsorg
Alle enerverende typer serveret med et kærligt twist, genkendelige og langt ude på samme tid. De har en ensomhed til fælles med Tony, man ser omsorgen bag sarkasmen.

Det er med Ricky Gervais som med hans desillusionerede karakter Tony. Man ved godt, at han er god nok på bunden. Man tilgiver Tony for hans arrogante uvilje og krasse kommentarer. Det var jo derfor, han var vært på Hollywood-prisshowet Golden Globe i en årrække.

I et af sine stand up-shows indleder han med at brokke sig over, at det er de samme kræftsyge børn, der sidder på første række, når han hvert år giver dem en velgørenheds-forestilling. What the fuck? Snyder de?

Sorg på vrangen
Endnu en kulsort joke, som man i denne sæsonafslutning næsten føler, at komikeren tager med sig, og binder en lille, rosenrød sløjfe på. Tony besøger, for lokalsprøjten, en kræftafdeling for børn, og lover at komme tilbage hver dag. Uden ironi.

I den sidste sæson er der langt mere alvor, flere samtaler om livet og døden. Det kan forekomme kedsommeligt for grinebidere, men hvis man har oplevet døden tæt på, ved man, at ingen ord dækker helt. Kun små sætninger, næsten banale erkendelser hen ad vejen. Som er rare at dele.

Det fanger serien godt, at det hele er vanvittigt, men vigtigt, altså fremdriften og meningen med døden og livet. Egentlig har Ricky Gervais gjort noget nærmest umuligt, nemlig skabt en film om sorg, som er til at dø af grin over.

At det er med happy ending splitter måske latterbrølet, jeg spoiler ikke, bare rolig, men påpeger bare, at hardcore-kynikere måske vil finde finalen lige lovlig sødsuppet.

LIGE NU
Ubegrænset Sport
Ekstra Bladet
Så løber du aldrig tør
79
,-
/md.

Mere fra Ekstra Bladet+

Tak til børnene for at give deres liv

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+