Spild af penge

Hvem finansierer inventaret på Astro Camp? Hvor bor lærerne? Hvad er forskellen på en voksens og 12-årigs krop? Spørgsmålene står i kø i ottende afsnit af ’Kometernes jul’

Ekstra Bladets anmelder har set endnu en episode af årets julekalender. Foto: Henrik Petit/TV 2
Ekstra Bladets anmelder har set endnu en episode af årets julekalender. Foto: Henrik Petit/TV 2

 

Her på Ekstra Bladet ved vi som bekendt, at december kan være en stressende oplevelse for børnefamilier. Derfor gennemgår vi hver dag det nyeste afsnit af TV 2’s julekalender ’Kometernes jul’, så du med sindsro kan blunde foran fjernsynet, men stadig forstå, hvad dine unger snakker om.

Dagens episode foregår stort set kun på jorden, hvor forstander Bolette-Henriette undersøger, om det er rigtigt, at to af eleverne er væk. Elias (Bertil Karlshøj Smith) bilder hende ind, at Johannes træner til en børne-ironman, og snyder hende ved at gemme sig under Mies dyne. Jeg vakler mellem at synes, at han er en pisseirriterende karakter og en ret god skuespiller, hans alder taget i betragtning. Men det ene udelukker jo ikke det andet.

Noor holder fast i sit morgentræningsprogram og laver englehop, uanfægtet af, at to af hendes venner er lost in space. Ret imponerende. Det er vigtigt at have den selvdisciplin, også i pressede tider. Jeg tager også stadig mine 200 mavebøjninger hver morgen, også selvom folk kritiserer mine anmeldelser på Facebook.

Imponerende er det i øvrigt også, at eleverne generelt bor omgivet af mærkevarer og bl.a. har Arne Jacobsen-lamper ved deres senge. Dem til 5.000 kroner pr. stk. Med det forbrug må Astro Camp næsten være en offentlig institution.

Efter at have fået styr på Bolette-Henriette leder Noor og Elias efter 9’seren Tanja, der er løs på skolen. De involverer Panda-Søren og forsker-Anna i jagten. Panda-Søren har ikke skiftet tøj endnu. Ja, ingen af de medvirkende har faktisk skiftet tøj endnu. De bor jo ellers alle på Astro Camp’en, ikke? Eller gør de? Hvor er hende konen, Panda-Søren angiveligt har?

Mens ungerne leder efter liv fra rummet, sværger Viggos assistent, Tom, troskab til sin chef. Han ved godt, at Viggo mangler magilium fra Planet 9, og at den forsvundne teleporter er løsningen. De to har et ret fedt sammenspil, og vi børn af 80’erne får mindelser om Fætter Sigurd og Fladmast fra ’Ude på noget’. Hvis du ikke aner, hvad jeg snakker om, så bare gør som ingenting og læs videre.

Elias og Noor klarer deres fremlæggelse uden at afsløre, at Mie og Johannes er væk. De smider nemlig nogle papmache-planeter på hovederne af Panda-Søren og Anna og foregiver, de er deres venner. Ingen undrer sig tilsyneladende over, at to 12-årige nu render rundt med fuldvoksne kroppe, men lad nu det ligge. Vi har ikke tid til at diskutere plothuller i dag, for pludselig spotter børnene Tanja, der flygter op i skolens observatorium. Det lykkes at indfange hende (jeg har bestemt mig for, at det må være en hun, de forvirrende kønssignaler til trods) og fodre hende med pebernødder, til hun falder i søvn.

Hvor bor lærerne på skolen? Hvor er Panda-Sørens kone? Og kan hun ikke strikke ham en sweater mere? Find selv på flere spørgsmål – og besvar dem også gerne selv, for jeg er ikke sikker på, jeg kan.

Vi hører her ouverturen til en mulig katastrofe

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.