Måske har du også prøvet at sende en massiv mellemfinger til din medtrafikant. Og bagefter tænkt: Jeg håber ikke, der sad en sociopat i den bil dér, som nu jagter mig hele vejen hjem ...
'Beef' er serien, der forfølger den tanke helt ud på overdrevet. Og dermed langt ind i menneskets forvitrede sind. Det eskalerer til uforudsigelige højder i form af hævn, løgne, paranoia og selvfølgelig - det uundgåelige nederlag for alle implicerede parter.
Fortalt med så raffineret et overblik, i ti kapitler af omtrent en halv times varighed, at det nærmest bliver en psykologisk masterclass i raseriets reaktionsmønster og bevæggrunde.
Der er komisk action, vilde typer, skarp samfundssatire og et stærkt blik for suspense og almenmenneskeligt selvbedrag. Set i lyset af det gamle guldkorn om, at der jo ikke er langt mellem had og kærlighed.
Don't get me Wong
I den ene bil sidder Amy, spillet af den altid udtryksfulde standupkomiker Ali Wong. På overfladen fnugfri forstadsfrue med egen Bo Bedre-agtig plantebutik. Amy giver andre fingeren, fordi hun inderst inde føler sig utilstrækkelig i sit ellers perfekte liv med en yndig datter og blød keramikermand.
I den anden bil har vi Steven Yeun, som mange nok kender fra 'The Walking Dead'. Han spiller Danny Cho, en sjuft med eget unhandy håndværkerfirma og aktuelle selvmordsplaner. Danny bliver decideret vakt til live af Amys aggressive dytteri.
Mere behøver man ikke vide om det sindrige plot. Du skal blot væbne dig med netop myldretidens mangel på tålmodighed og mærke, hvordan man med åbent sind og passende fremdrift føler mere og mere for de to hovedpersoner. Hvor usympatisk de end opfører sig.
Ingen politisk korrekthed
Mens hele historien i øvrigt udvikler sig lige så vanvittigt som de skrøbelige sind, den afspejler. For hvorfor dømmer vi hinanden så brutalt, når vi dybest set ligner hinanden så meget?
Det er i sin forståelse af menneskets komplekse natur, at den herhjemme ukendte serieskaber Lee Sung Jin imponerer så dybt.
Også tidens heftige debat om inklusion bliver løst naturligt ved at lade dramaet udfolde sig i et amerikansk-asiatisk miljø. Her kunne den danske filmbranche lige tage sig et par noter, så vi forhåbentlig kan slippe for flere forlorne forsøg på at tænke i politisk korrekte farvekvoter.
Gode dårlige intentioner
I er tilgivet! At acceptere ubehjælpsom slingren er nærmest budskabet i 'Beef'. Smid skammen, og stå ved dig selv. Indrøm, at du er et dårligt menneske, så du kan blive bedre. En replik lyder: 'Måske er det normale mennesker, som er syge i bærret?'
Det er ikke målet, det er vejen derhen, lyder det tit fra de køreglade. Med 'Beef' kan du tanke nye (selv)erkendelser og det endda på Netflix, hvor der ellers er langt mellem snapsene.
Jeg giver 'Beef' fuld pedal. For også jeg har presset på i trafikken og set mig selv strække en langemand, mens jeg hørte min fireårige datter råbe fra bagsædet: 'Flyt dig, for helvede!'
Serien smider en række sandheder på bordet, især om at være et dårligt menneske med gode intentioner. Og omvendt. Og dét på en måde, hvor man kan se komikkens alvor.
