Storfilm skuffer fælt

Filmatiseringen af science fiction-klassikeren ’Dune’ er mestendels stor ståhej for ingenting

Storfilm skuffer fælt

‘Dune’ rummer masser af slående billeder, men er en sært uvedkommende filmoplevelse.

'Dune'

Instr.: Denis Villeneuve. 155 min. Premiere 16. september i talrige biografer landet over.

Canadieren Denis Villenueves filmatisering af Frank Herberts indflydelsesrige science fiction-roman ’Dune’ (’Klit’ på dansk) fra 1965 er uden tvivl en af de mest imødesete blockbustere fra Hollywood i år.

Ikke mindst fordi Herberts komplekse bog (der bl.a. har været inspirationskilde for ’Star Wars’-sagaen) tidligere har vist sig at være svær at oversætte til levende billeder. Chileneren Alejandro Jodorowsky søsatte midt i 1970’erne en meget ambitiøs version, men måtte efter et par år kaste håndklædet i ringen.

I 1984 var der så premiere på David Lynchs mildest talt kiksede version, der på en gang var både indforstået og overfladisk.

Lykkes det så for Villenueve, der tidligere har stærke film som ’Prisoners’ (2013), ’Sicario’ (2015), ’Arrival’ (2016) og ’Blade Runner 2049’ (2017) på samvittigheden? Både ja og (mest) nej.

Vi befinder os i år 10191, og universet er et stort kejserligt imperium, hvor forskellige storklaner tildeles magten på diverse planeter. Sådan en slags feudalisme på rumfart. Ved filmens begyndelse får Atreides-familien regeringsmagten på den fjerntliggende planet Arrakis, hvilket bestemt ikke huer de tidligere herskere fra Harkonnen-slægten.

Arrakis er nemlig hjemsted for universets mest dyrebare råstof, der her bare hedder ’krydderiet’, men i bogen – hvor det er en metafor for både olie og narkotika – kaldes melange.

Det hele viser sig dog at være en del af et større rænkespil, der handler om at spille de to magtfulde dynastier ud mod hinanden, for at de ikke skal true kejserens magt. Dertil er der en væsentlig sideløbende historie om den unge Paul Atreides (Timothée Chalamet), der af de lokale beboere – som ligner Tuareger i våddragter – modtages som en frelsende messiasfigur.

Han har tilmed profetiske evner, der varsler en hellig krig i hans navn.

Altså en ganske velkendt blanding af ridderdrama, pseudoreligion og fantasy i futuristiske gevandter. Denne gang dog tilsat sækkepiber!

Flad fornemmelse
Lad det være sagt med det samme: ’Dune’ er både hvad lyd og billeder angår en fejende flot film. Der er ikke en finger at sætte på den side af sagen. Det skulle da lige være, at Stellan Skarsgårds onde baron Harkonnen er skammeligt planket direkte fra Marlon Brandos oberst Kurtz i Coppolas mesterværk ’Dommedag nu’ fra 1979.

Til gengæld kniber det en del med at gøre historien vedkommende på de indre linjer, og det stjernespækkede hold kæmper en brav men ulige kamp mod at gøre deres groft skitserede personer interessante.

Og så er det altså en flad fornemmelse at slutte to og en halv times biografoplevelse af med replikken: ’Dette er kun begyndelsen’.

For ja, det er forhåbningen, at der skal følge flere film, men det er fuldstændig afhængigt af billetsalget til denne. Så med tiden kan det da være, at det viser sig, at denne ’Part One’ blot er starten på noget større. Men som enkeltstående filmoplevelse – og det er jo det eneste, vi har at forholde os til her og nu – så er ’Dune’ mest at sammenligne med et meget langt forspil, der aldrig kommer frem til noget, der blot ligner en forløsning.  

Medv.: Timothée Chalamet, Rebecca Ferguson, Oscar Isaac, Josh Brolin m.fl.