Christian Mørk er tilbage i topform

Tredje - og muligvis sidste - bind om knogleforsker Kit Henson afsluttes effektivt

Efter 'Kejserens port' (2009) og 'Jaguarens datter' (2010) er vi nu nået til tredje bind om Kit Hensons meritter i 'Den åbne grav'. (Foto: Sabine Villiard)
Efter 'Kejserens port' (2009) og 'Jaguarens datter' (2010) er vi nu nået til tredje bind om Kit Hensons meritter i 'Den åbne grav'. (Foto: Sabine Villiard)

Christian Mørk: Den åbne grav 282 sider. 250 kr. Politikens Forlag

En kvinde undslipper et vietnamesisk fængsel og flygter ud af landet ved at begå et kynisk drab på en sagesløs turist. En mand bliver anholdt ved den østrigske grænse, efter at han har myrdet en kvindelig toldbetjent, der gik lidt for meget op i sit arbejde. Et ægtepar tager på skiferie med deres lille datter i en flugt fra fortiden, som hurtigt skal vise sig forgæves. Og det sidste bind i Christian Mørks trilogi om den martrede knogleforsker Kit Henson er i fuld gang.

Ordknapt og effektivt
Brutalt, blodigt og bandsat spændende bevæger romanen sig fra Paris og Wien til Moskvas underverden for at ende i et drabeligt crescendo i en isnende, russisk ødemark. I nogle af sine romaner er Christian Mørk gået amok i besynderlige billeddannelser, der virker som snubletråde i teksten. Men ikke denne gang. Han skriver ordknapt, effektivt og med en fremdrift, der uimodståeligt river læseren med sig.

Lille vindue på klem
Christian Mørk har tilsyneladende et eller andet med offentlige myndighedspersoner, for de er stort set alle enten inkompetente eller korrupte. Nogle gange en kombination. Realistisk er det forhåbentlig ikke. Til gengæld fordrer den offentlige elendighed mere handlekraft af Kit Henson. Det her er altså tredje bind i en trilogi, men slutningen lader faktisk et lille vindue stå på klem. Der findes andre trilogier på fire bind, og Christian Mørk ville ikke høre klager fra mig.