Gys i den gode sags tjeneste

Solide skandinaviske spændingsforfattere sikrer både kvalitet og variation i ny antologi

Sara Blædel er med på det stærke hold, der har leveret krimi-noveller til fordel forLæger uden Grænser. (Foto: Andreas Szlavik)
Sara Blædel er med på det stærke hold, der har leveret krimi-noveller til fordel forLæger uden Grænser. (Foto: Andreas Szlavik)

Det er solide navne, der har leveret gys og drama til novellesamlingen ’Dødelig alvor’ – og de gør det sikkert, spændende og afvekslende.

Her er klassisk hjemstavnsintrige i provinsen, livsfarlige familiehemmeligheder, grum grådighed og fatale fristelser. Det bliver mystisk og makabert, når de ti forfattere leger med flugt og frygt, skyld og sorg, hævn og skæbne og enkelte trolde under jorden – alt sammen for at lade overskuddet gå til et godt formål, nemlig Læger uden Grænsers arbejde i Sydsudan. Så der er både god samvittighed og god underholdning for pengene.

Et stærkt hold
Det er anden gang, Politikens Forlag forsøger sig med godgørende gys – sidste år samlede den glimrende krimi-novellesamling ’Liv for liv’ penge ind til Dansk Flygtningehjælp. Dette års bog holder standarden og mere til – den har mindst lige så meget god, fortættet krimi at byde på fra et stærkt hold af skandinaviske spændingsforfattere, der sikrer både kvalitet og variation.