Hyldet af Oprah: Millioner køber hans bog

ANMELDELSE: Britiske Charlie Mackesy forsøger med enkle midler at opmuntre alle i en svær tid - nu er hans fremragende bog udkommet på dansk

Charlie Mackesys bog er nu solgt i over to millioner eksemplarer. Pr-foto
Charlie Mackesys bog er nu solgt i over to millioner eksemplarer. Pr-foto

Drengen, Muldvarpen, Ræven og Hesten Oversat til dansk af Ingeborg Christensen. Udgivet på forlaget Svane & Bilgrav.

Tre dyr og en lille dreng spiller hovedrollen i en bog, der de seneste måneder har fået enorm succes uden for Danmarks grænser.

Flere end to millioner har - blandt andre hjulpet godt på vej af Oprah Winfrey - indtil videre købt de 128 sider med enkle tegninger og filosofiske sætninger.

Og forleden blev bogen, 'Drengen, Muldvarpen, Ræven og Hesten' af Charles Mackesy, så oversat til dansk.

En af tegningerne i den danske oversættelse. Foto: Yeshen Venema
En af tegningerne i den danske oversættelse. Foto: Yeshen Venema
 

Muldvarp elsker kage
I bogen følger man blandt andet en muldvarp, der elsker kage. Den har en mission, der rækker meget længere end søde sager, når den taler om dybe emner som kærlighed, succes og tvivlen i en svær tid med ræven, hesten og drengen, der er de tre andre karakterer i bogen.

Og det sker ofte med et solidt glimt i øjet:

'Jeg har lært, hvordan man lever i nuet.'

'Hvordan?,' spurgte drengen.

'Jeg finder et roligt sted og lukker øjnene og trækker vejret.'

'Det lyder godt. Og hvad så?'

'Så fokuserer jeg.'

'Hvad fokuserer du på?'

'Kage,' sagde muldvarpen.

Eller hvad med den her:

'Hvad er din bedste opdagelse?' spurgte muldvarpen.

'At jeg er god nok, som jeg er,' sagde drengen.

Det er verdensklasse, da tegningerne samtidig sætter forfatterens kloge og vedkommende ord i et forståeligt perspektiv, som både børn og voksne har stor glæde af.


Du kan se hele CBS-interviewet med Charlie Mackesy herover. Video: YouTube

Forfatter: Staten kupper vores børn

Opdaget på Instagram
Det er med andre ord noget af en perle, den britiske tegner og forfatter har sendt på gaden, selvom det er hans første bog nogensinde.

Og det er en bog, der ifølge et aktuelt interview med amerikanske CBS Sunday Morning står mere held end forstand bag udgivelsen af.

- Pludselig var der flere forlæggere, der spurgte, om jeg ville lave en bog, fortæller han.

Forlagene havde opdaget ham på Instagram, hvor hans tegninger og små videoer af dem har fået hundredtusindvis af følgere.


Her er et eksempel fra Instagram-kontoen, som har fået flere bogforlag til at opdage den britiske forfatter. Video: Instagram

Besat af at tegne
Det er et år siden, at de første eksemplarer af bogen blev sendt ud på det britiske marked. Dengang troede Charlie Mackesy ikke, at oplaget på 10.000 ville blive solgt.

- Hvor overrasket var du over, at den blev et hit?

- Åh, det er jeg konstant. Og det har aldrig stoppet, siger han videre i interviewet med CBS.

Bogen har med sit budskab om håb og den simple streg og de få ord fanget tidsånden perfekt. I et år med coronaens hærgen, sygdom og død håber Charlie Mackesy da også, at den kan skabe en nødvendig opmuntring.

- Jeg er nærmest blevet besat af at lave tegninger, der opmuntrer andre til ikke at give op.

- Det er kommet ud af ingenting.

Sådan nåede den Danmark

Der står hverken Gyldendal eller et andet stort og fint dansk forlag på omslaget af den nyoversatte bog. Det gør derimod det lille forlag Svane & Bilgrav fra Aarhus, som har fået lov til at udgive den herhjemme.

Ifølge forlægger Søren Bilgrav-Nielsen opdagede forlaget forfatteren sidste år, da hans bog netop var udkommet i Storbritannien. Og en hurtig kontakt til Charlie Mackesy's agent førte altså til en aftale om at oversætte materialet til dansk, hvorefter bogen blev udgivet i slutningen af oktober i år.

Den er indtil videre trykt i to oplag herhjemme og er blevet meget godt modtaget, oplyser forlæggeren til Ekstra Bladet.


Charlie Mackesy er i tæt dialog med sine mange følgere på Instagram og forsøger at svare så mange som muligt. Video: Instagram

Holder sig til jorden
Nu skulle man tro, at en forfatter med millioner af salg og en stærkt forøget formue lader det hele gå til hovedet.

Men også her falder Charlie Mackesy uden for skiven. Selv med 'venner' som Oprah, der begejstret har læst hele bogen op på nettet, holder han sig til jorden i landsbyen Walberswick sammen med hunden 'Barney'.

- Selvfølgelig betyder pengene, at jeg ikke skal tænke over, hvordan jeg betaler min husleje. Og det er virkeligt dejligt.

På samme måde forholder han sig køligt til de sociale medier, der har født hans enorme succes.

- Det er godt at huske, at vi alle kæmper med noget.

- Du har masser af kritikere. Så lad være med at være din egen. Du skal opmuntre dig selv. Være god ved dig selv, lyder hans klare opfordring i interviewet.


Du kan se Oprah Winfrey læse bogen op her. Video: Facebook

Tv-vært på mission: Du skal turde være glad

Sådan virker prislinks i denne artikel

Denne artikel indeholder affiliate links til Ekstra Bladets samarbejdspartner PriceRunner, som vi modtager vi en mindre betaling pr. klik for.

- redaktionen