Det er fra kassen med de tungere emner, at Kim Fupz Aakeson har hentet byggestenene til sin seneste bog ’Dengang Amalie fik sindssygt mange pap-forældre’.

Bogen, der er illustreret af Signe Kjær, handler nemlig om et børneliv, hvor de biologiske forældre skilles og erstattes af en ditto papfar eller mor. Og i nogle tilfælde begge.

- Jeg er selv vokset op med en mand, der ikke var min biologiske far. Og jeg har både mit første og andet ægteskab været papfar. Så på den måde var det ikke super fjernt at skrive bogen, fortæller Kim Fupz Aakeson til Ekstra Bladet.

- Jeg kunne godt tænke mig, at også de voksne taler sammen om den her bog. Også sammen med børnene - hvad fungerer godt? Hvad fungerer dårligt i de her sammensatte familier?

Og der er i den grad brug for at sætte papforældreskabet på dagsordenen, mener han.

- Jeg har nogle gange tænkt, at det er ret heftigt, hvad vi pålægger vores børn i deres private rum, når vi som voksne skal have vores kærlighedsliv til at gå op. Det er jo sjældent, at børnene klapper i hænderne, når far og mor flytter hvert sit sted hen. Så har man dem jo typisk kun en af gangen.

- Oven i købet kommer der måske begge steder en ny voksen, der simpelthen flytter ind og skal spise med og med på ferier. Det er en ret voldsom indgriben og invasion i et intimt rum, som barnet har med sine biologiske forældre.

_{Artiklen fortsætter under billedet...}

Imponerende børn
Kim Fupz Aakeson er imponeret over, hvor meget børn kan klare.

- Det er faktisk helt rørende så meget, at børn stiller op til og prøver at være med til at få det til at fungere. Jeg tror bare, at vi nogle gange glemmer, hvor krævende det må være for dem.

- Jeg har selv prøvet det som voksen, hvor man bare rykker ind hos sin skønne nye kæreste. Vi skal bo sammen - selvfølgelig skal vi det. Så bliver det hurtigt mit hjem også, hvor jeg måske også begynder at spille opdrager.

- Nogle gange skal man bare være mere forsigtig og tålmodig, hvor man måske blander sig udenom, indtil man har fundet ud af, hvad det er for en slags forhold, man har, mener han.

Tag den med ro
En af udfordringerne opstår, hvis papforældrene farer for hurtigt frem.

- Jeg har oplevet voksne, der kort efter, at de er flyttet ind, begynder at kalde deres papbørn for ’skat’ og ’elskede’. Der tænker jeg: Ro på - se nu lige hvad der sker.

- Barnet har jo ikke inviteret dig indenfor. Det er forældrene, der har mødt nogle andre. Det ville derfor klæde de voksne at være mere tilbageholdende, når de kommer ind i et barns hjem som den nye voksne.

_{Artiklen fortsætter under billedet...}

Plads til far og mor
Og det er ikke kun papforældrene, der skal tænke over, hvordan de håndterer situationen. De biologiske forældre har en kæmpe opgave, de trods skilsmissen skal løse sammen med deres børn.

- Hvis man kan, er det rigtigt fint at give barnet rummet med de biologiske forældre tilbage og holde fast i, at vi stadig er nogen, der har skabt den her familie i sin tid.

Omvendt kan papforældre og andre voksne end de biologiske forældre føre både energi og glæde ind i familien.

- Som bogen her viser, så sker det jo også, at børnene knytter sig til deres papforældre, understreger Kim Fupz Aakeson.

- Papforældreskabet i den lykkelige udgave er jo, at tingene svinger, fordi der pludselig er en ekstra voksen i ens liv, som man er tryg ved.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Hold gang i dialogen

Man kan ikke beskylde ’Dengang Amalie fik sindssygt mange pap-forældre’ for at være en let omgang at komme igennem. Emnet er alvorligt, og der er mange ender, der skal nå sammen, før man forstår det, som bogen vil.

Og det er helt med vilje, lyder det fra forfatteren.

- Der er mange ting, der skal vendes, i de her familier. Og det vigtigste er, at barnet har mulighed for at fortælle de voksne, hvad det tænker om situationen. At samtalen holdes åben.

Kim Fupz Aakeson er på ingen måde nervøs for, at emnet er for tungt til børn.

- Når voksne lidt for tit tænker, at emner er for svære for børn, så er det nogle gange, fordi at det er for svært for dem selv.

- Man skal bare huske, at børn følger med i vores liv og hører vores bekymringer om verdens elendig. De er helt med. 

- Og tør vi ikke tage snakken med dem, er der nogle store børn, der nok skal gøre det. Eller de tager snakken med sig selv.