Navnet Kepler er siden debuten 'Hypnotisøren' blevet lig med høj krimi-kvalitet – helt fortjent, eftersom ægteparret bag pseudonymet leverer avancerede plot, fortalt i et sprog langt over det gennemsnitlige og med mod til at holde på hovedpersonernes hemmeligheder.
Dertil bæres bøgerne som regel af en elegant blanding af hårdkogt spænding og svære samfundstemaer.
’Kaninjægeren’ prøver at rumme lidt af det hele: Der er både hor, mord og terrortrusler helt fra begyndelsen, da en escortpige ender hos en sadistisk kunde, en kølig morder slår til, og terroralarmen går hos den underskønne Saga Bauer, der nu er Säpo-agent.
Gamle traumer
Og snart er det bydende nødvendigt at indrullere stjerneefterforsker Joona Linna, der ellers afsoner en fængselsstraf fra den seneste bog.
Over mere end 500 sider går det så gennem gamle traumer, spektakulære anti-terroraktioner, misbrug og seriemord. Som altid elegant fortalt, men alligevel lige lovlig forudsigeligt og langt.
Måske fordi hverken plot eller persongalleri denne gang er særlig originalt, men derimod bliver lidt et miskmask af smertepunkter fra alle hylder: Fra efterretningstjeneste til overklasse, sex, vold og forældreroller.
Sammenkogte rester
Og den blanding kommer til at virke som en ret, sammenkogt af rester – ligesom det kanintema, der giver både morder og bog navn, bliver et temmelig søgt forsøg på at plante uhyggen på ryggen af små, nuttede dyr.
Det lød sikkert som en god idé, men den får aldrig rigtig effekt som andet end staffage. Det er velskrevet, men alt i alt en tyk bog med en ret tynd historie.
