Boyband-inspireret menu tvinger McDonald's-restauranter i knæ

36 indonesiske McDonald's-restauranter måtte lukke af frygt for smittefare, da ny menu blev for populær

Kaos foran en McDonald's i Jakarta.

Fastfoodkæden McDonald's har tilsyneladende fundet opskriften på totalt kaos.

Tag ti chicken nuggets, pomfritter og en cola. Krydr hele molevitten med sød chilisovs og et stænk af magi fra et af verdens mest populære boybands og se så dine restauranter blive så populære, at de er nødt til at lukke.

Det var lige præcis, hvad der skete i den indonesiske by Semarang onsdag, efter at McDonald's annoncerede en ny menu inspireret af det sydkoreanske k-pop-boyband BTS.

Det skriver BBC.

Den nye menu blev på lanceringsdagen onsdag så populær, at McDonald's blev blevet tvunget til at lukke flere restauranter i Indonesien af frygt for smittefare. Foto: Aditya Aji/Ritzau Scanpix
Den nye menu blev på lanceringsdagen onsdag så populær, at McDonald's blev blevet tvunget til at lukke flere restauranter i Indonesien af frygt for smittefare. Foto: Aditya Aji/Ritzau Scanpix

Her tikkede bestillingerne nemlig ind i et sådant omfang, at der var frygt for, at flere af byens McDonald's-restauranter ville udvikle sig til nye coronahotspots.

- Vi har midlertidigt lukket fire ud af seks McDonald's-restauranter her i Semarang i et par dage, siger Fajar Purwoto, der leder byens agentur for offentlig orden, ifølge BBC og tilføjer:

- Jeg ønsker ikke, at Semarang skal ende i den røde covid-19-zone igen.

For de uindviede virker det måske som lidt af en overreaktion. Men den syv mand store BTS-gruppe er et af klodens absolut mest populære boybands.

Ifølge BBC slog gruppens seneste single, 'Butter', i sidste måned flere globale rekorder, mens BTS i 2020 også stod bag årets bedst sælgende album foran superstjerner som Taylor Swift og Drake.

Den sydkoreanske gruppes fans er desuden kendt for at være ekstremt loyale, og tilknytning til boybandet kan for virksomheder betyde masser af ekstra penge i kassen.

Madbude forsøger at mase sig ind på en McDonald's i udkanten af Jakarta for at købe en ny menu til sultne fans af det sydkoreanske k-pop-band BTS. Foto: Aditya Aji/Ritzau Scanpix
Madbude forsøger at mase sig ind på en McDonald's i udkanten af Jakarta for at købe en ny menu til sultne fans af det sydkoreanske k-pop-band BTS. Foto: Aditya Aji/Ritzau Scanpix

Ifølge det amerikanske medie Business Insider steg antallet af gæster på McDonald's restauranter med hele 12 procent i den uge, hvor den nye BTS-menu blev annonceret.

På grund af coronavirus flokkedes kunderne dog ikke selv i restauranterne i Indonesien. I stedet sendte de sværme af madbude, der maste sig ind for at hente bestillingerne til de sultne fans.

I hovedstaden Jakarta oplyser politiet ifølge BBC, at 32 McDonald's restauranter måtte lukkes midlertidigt, da den populære menu blev lanceret.

Indonesien registrerede torsdag den højeste daglige smittestigning siden 23. februar med 8892 tilfælde.

Landet har cirka 270 millioner indbyggere.