Tilbage i februar kunne Emil Thorup fortælle, at han var blevet single efter seks år sammen med den daværende kæreste, Klara Nygaard.
'Jeg kan bekræfte, at vi er, i enighed og venskabelighed, gået fra hinanden,' lød det dengang til Ekstra Bladet, hvor han ikke havde yderligere at uddybe.
Nu fortæller den 37-årige iværksætter og tv-vært nærmere om, hvorfor det endte mellem ham og den 14 år yngre ekskæreste.
- Vi gik fra hinanden midt under corona, og vi burde da have ventet, så vi i det mindste havde haft hinanden. Ej, det er svært at sætte finger på én ting, der gjorde, at vi gjorde det forbi. Vi var bare enige om, at det var en mere venskabelig relation. Og vi vidste ikke rigtig, hvor det hele skulle ende. Det er svært, når man er to stærke personligheder som vil forskellige ting, og ingen vil give sig, forklarer Emil Thorup.
- Vi skiltes som gode venner og ses også stadig - uden at have planer om at blive kærester igen. Det kan man godt, fortsætter han.
Podcast med ekskæresten
Emil Thorup er lige nu aktuel med podcasten 'Swipe. Match. Date' på Podimo, som handler om, hvordan man egentlig begår sig på datingmarkedet online. I første program valgte han at invitere ekskæresten Klara Nygaard i den varme stol, hvilket endte med at blive lidt af en oplevelse.
- For første gang nogensinde er hun med i noget. Hun var aldrig med i et interview, mens vi var sammen. Heller ikke sammen med mig. Men podcasten var meget terapeutisk for os at lave sammen faktisk. Det har været en fed oplevelse. Det skal siges, at vi taler godt sammen og stadig er venner, men vildt at tale med en ekskæreste om det fremtidige dating-liv, forklarer han.
- Vi er gode til at ville hinanden det bedste. Det kunne også godt have endt med at være forfærdeligt at lave, men det var spændende, og det er blevet rigtig godt, uddyber han.