Ærlig realitystjerne: Kan ikke få flere børn

Simone Skaaning Frederiksen har valgt at få foretaget en operation, der gør det umuligt for hende at blive mor igen

Den tidligere 'Ex on the Beach'-deltager Simone Skaaning Frederiksen blev for snart ti måneder siden mor til sønnen Luca. Foto: Per Rasmussen
Den tidligere 'Ex on the Beach'-deltager Simone Skaaning Frederiksen blev for snart ti måneder siden mor til sønnen Luca. Foto: Per Rasmussen

Den tidligere deltager i realityprogrammet 'Ex on the Beach' Simone Skaaning Frederiksen har taget en stor beslutning.

I et opslag på Instagram fortæller den 31-årige tv-stjerne og influencer, at hun har valgt at få foretaget en operation, hvor hendes slimhinder i livmoderen fjernes.

Det betyder, at Simone, som i forvejen er mor til sønnen Luca, ikke vil være i stand til at blive mor igen.

'Jeg har nu blødt i 9,5 måned, været til utallige undersøgelser på sygehuset og efterfølgende behandlinger - uden succes. Jeg har derfor i samråd med overlægen taget den beslutning, at jeg nu skal have fjernet mine slimhinder', skriver hun og fortsætter:

'Jeg er slet ikke i tvivl om beslutningen. Men jeg må da indrømme, at der har været en del tanker herom'.

Lang betænkningstid
Til Ekstra Bladet fortæller hun, at hun, siden hun fødte Luca ved akut kejsersnit, har haft problemer med blødning, og hun har fundet ud af, at hun lider af blødersygdommen Von Willebrands.

Lægerne på både Rigshospitalet og Slagelse Sygehus har gjort, hvad de kunne for at standse blødningerne, men intet har hjulpet, og derfor er hun blevet tilbudt operationen.

- Jeg er bare nået til, at det simpelthen må være det. Alle fagpersoner har oplyst mig om, at jeg ikke vil få mulighed for at få flere børn, og det er selvfølgelig noget, man skal gennemtænke, men nu er jeg alene med Luca, og det er ikke fordi, jeg tænker, at jeg skal have et barn mere alene, siger hun.

Simone Skaaning Frederiksen og sønnen Luca. Foto: Per Rasmussen
Simone Skaaning Frederiksen og sønnen Luca. Foto: Per Rasmussen

Simone Skaaning Frederiksen fortæller, at hun har haft god tid til at tænke sig om, men at beslutningen ikke desto mindre har været hård at træffe.

- Jeg er jo kun 31 år, så hvis jeg finder en, der gerne vil have børn sammen, så kan jeg ikke tilbyde det. Men det var nok noget andet, hvis jeg var i et lykkeligt forhold og godt kunne tænke mig et barn, eller hvis jeg ikke i forvejen havde Luca, siger hun.

Hun forsøger dog at se lyst på sin situation.

- Det kan jo også være, at jeg møder en som allerede har børn. Der er mange muligheder, som stadig er åbne, siger hun.