Ærlige Joan: - Jeg er ensom

For mange er det et kæmpe tabu at sige det højt, men Joan Divine fortæller hudløst ærligt, at hun føler sig ensom

Joan Divine og Michael Olsen var i årevis åbne om deres hårde kamp for at blive forældre. Foto: Mogens Flindt
Joan Divine og Michael Olsen var i årevis åbne om deres hårde kamp for at blive forældre. Foto: Mogens Flindt
Følg Danske kendte

Efter ni års kamp lykkedes det i sommeren 2021 endelig for Joan Divine og 'Vild med dans'-danseren Michael Olesen at blive forældre.

De er selvfølgelig mere end lykkelige for deres lille Felix, men ikke alt er rosenrødt, fortæller den 42-årige tidligere model.

Joan Divine er ensom - og det er kun blevet værre, efter hun er blevet mor.

'Ensom. En titel, som jeg sætter på mig, som helt sikkert er et tabu i manges øjne. Men det er en del af min hverdag. Mange vil nok sidde og tænke, hvordan kan hun være ensom, når hun har fået Felix, drømmebarnet over dem alle. Men det er ikke den ensomhed, jeg taler om, for nok er min hverdag fyld med kys og kram og kærlighed til ham. Men hvad med mig?' skriver hun på Instagram.

Over for Ekstra Bladet uddyber hun, hvordan hun har det, og hvorfor hun føler sig ensom.

- Det er ikke, fordi jeg ikke har veninder her, men hele min familie bor i Jylland, siger Joan Divine, der for mange år siden flyttede til Sjælland.

- Jeg savner min familie virkelig meget, og det er kun blevet værre, efter jeg er blevet mor. Jeg har fem søskende og en flok af nevøer og niecer. De bor alle sammen så langt væk. De kommer ikke lige forbi til en kort kop kaffe, og de er ikke en del af min og Felix' hverdag. Det er et kæmpe savn, siger hun og fortsætter:

- De seneste mange år har der været den afstand mellem os, men det er bare blevet ekstra hårdt nu.

En lavine
Følelsen af at være ensom er ikke ny for Joan Divine. Men styrken er anderledes, efter hun er blevet mor.

- I alle de år, hvor jeg var i fertilitetsbehandling, var jeg også ensom på mange måder. Alle omkring mig fik børn, mens jeg var den eneste, der ikke blev gravid. Men nu er jeg ensom på en anden måde. Det er som en lavine, og den er virkelig i skred, siger Joan Divine, hvis familie bor i og lige omkring Skive.

- Jeg har da tænkt tanken at flytte til Jylland, men jeg har altid godt kunnet lide at bo her. Jeg havde jo mit modelarbejde og min forretning, men nu har mine prioriteringer ændret sig. Men så er der Michaels arbejde. Det kan han ikke lige flytte fra. Han arbejder meget, og det bliver endnu mere, når der kommer gang i hans dans igen efter corona. Så jeg er meget alene og alene med Felix. Derfor ville det være rart med min familie tæt på, siger hun.

Netop corona har kun gjort situationen værre. Folk er bange og passer på - især med små børn.

- Jeg er kommet i mødregruppe, men det er begrænset, hvor meget vi har set hinanden. Og så er der også det, at jeg er noget ældre end de andre. Jeg er på mange måde et andet sted i livet end andre nybagte mødre.

- Jeg ville ønske, at jeg en gang imellem kunne få en hjælpende hånd fra min familie, men det er svært, når de er så langt væk, siger Joan Divine. Foto: Philip Davali
- Jeg ville ønske, at jeg en gang imellem kunne få en hjælpende hånd fra min familie, men det er svært, når de er så langt væk, siger Joan Divine. Foto: Philip Davali

- Forstår Michael dig?

- Både ja og nej. Han er ikke et lige så stort familiemenneske som mig. Han har sine forældre her i nærheden, og det er han glad for. Men det er ikke som mig, der er meget tæt med mine søskende og deres børn. Jeg har altid haft dem rendende om benene. Han siger, at jeg bare kan tage til Jylland, så meget jeg har lyst. Men det føles som et meget lille plaster på såret, og savnet og ensomheden er tit værre efterfølgende, siger hun.

- Hvor hårdt er du ramt?

- Jeg kan godt græde over det. Det er hårdt, og det er et kæmpe tabu. Men jeg er langtfra den eneste, og jeg tror på, at det er godt at få sagt det højt og tale åbent om det. Måske er der en, der har en god idé til at løse det, siger Joan Divine med henvisning til sit opslag på Instagram.

- Her finder man tit nogle virkelig gode fællesskaber med andre, der har det på samme måde. Det er også grunden til, at jeg har valgt at dele det. Ingen er alene om at være ensom.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Langt de fleste pampere ender heldigvis med at blive drivvåde