Sidste sommer stod Amalie Dollerup på scenen aften efter aften i Cirkusrevyen. Men den kommende sommer er det en helt ny rolle, den 32-årige skuespiller skal prøve kræfter med. Amalie Dollerup skal være mor.
- Vi glæder os virkelig meget til at møde det fine, lille menneske, og vi kan næsten ikke vente til det bliver sommer, siger Amalie Dollerup i en pressemeddelese.
Det er med sin mand, Andreas Jebro, at Dollerup venter sit første barn til juni.
Lige nu er den gravide skuespiller i gang med prøverne på musicalen 'Mød mig på Cassiopeia' på Folketeatret.
-Jeg har det heldigvis rigtig godt og nyder prøverne på vores skønne 'Mød mig på Cassiopeia'. Jeg kommer til at spille rollen som Polyhymnia så længe min graviditet tillader det, siger Amalie Dollerup i pressemeddelelsen fra Folketeatret.
Karin Nordly-Holst overtager rollen som Polyhymnia efter Amalie Dollerup.
'Mød mig på Cassiopeia' får premiere på Store Scene på Folketeatret i Nørregade den 31. januar 2019. Her spiller forestillingen til og med den 3. marts, hvorefter forestillingen drager på danmarksturne fra den 14. marts til den 24. maj 2019.
Amaile Dollerup har ikke yderligere kommentarer til sin graviditet.