Så er der nyt i sagen om Danmarks vel nok mest omtalte reklame-storskærm, der siden januar 2017 har været placeret foran Amin Jensens hus ved Gammel Køge Landevej.
Amin har tidligere fået besked fra Hvidovre Kommune om, at lystavlen, der er lige under 10 kvadratmeter, skulle pilles ned, da man ikke vil ikke give dispensation til, at komikeren kan reklamere fra sin egen matrikel direkte ud mod vejen.
Nu er lykken imidlertid vendt til Amins fordel, og han jubler på Facebook over, at han har fået medhold i sine klager.
- Ang. min storskærm . Så har jeg netop fået medhold i begge mine klager over kommunes afgørelser og påbud. Så nu er skærmen lovlig. Det har taget to år med trusler og intimidering. Nu mangler jeg så politiet, hvor jeg skal i retten i næste uge. De hævder, den er farlig, selvom der har kørt mere end 10 millioner biler gennem krydset de seneste to år, skriver Amin Jensen.
Det er da også en tydeligt lettet Amin Jensen, Ekstra Bladet fanger over telefonen tirsdag aften.
- Jeg blev meget positivt overrasket. Jeg havde selvfølgelig håbet på det, men ikke regnet med det, siger Amin Jensen og tilføjer, at han tager den kommende tur i retten med ophøjet ro.
- Jeg er stadig så naiv, at jeg tror på, at loven er lige for alle, så det er jeg ikke så bekymret for. Politiet hævder jo, at den er farlig, men der er over 100 andre storskærme i Danmark, så hvis min er farlig, så må alle de andre også være det, konkluderer Amin Jensen.