'Alt godt kan have ende!'
Det skriver den garvede tv-mand anders Breinholt i et opslag på sin Instagram-profil, hvor han siger farvel til sit eget produktionsselskab Pineapple Entertainment.
'Jeg har efter mange lange og modne overvejelser besluttet mig for at sige pænt farvel til det firma, som jeg sammen med Ricco og Banijay skabte for næsten 10 år siden', skriver han i opslaget, der fortsætter:
'Det har været 10 helt igennem fantastiske og lærerige år, og jeg kan næsten ikke udtrykke nok taknemmelighed for alle de kollegaer/medarbejdere jeg har haft i min tid i Pineapple, uden dem Intet Pineapple.'
Han fortsætter opslaget med at takke sine mange kollegaer i firmaet og fortælle, at han også skiller sig af med sin ejerandel, og indtil da, vil han stadig være medejer af foretagendet, selvom han ikke længere er ansat.
Det vides endnu ikke, hvad tv-værten skal bruge sin tid på i det nye år.
Men Anders Breinholt lover i opslaget, at det ser godt ud på arbejdsfronten, når kalenderen skriver 2023.
'Fremtiden ser heldigvis lys og skøn ud, og den byder på masser af indhold der skal udvikles og masser af indhold, som mit smukke ydre skal være afsender på - Det glæder jeg mig rigtigt meget til at vise jer allesammen'.
Ekstra Bladet arbejder på en kommentar fra Anders Breinholt.