Anders Matthesen med opsang til danskerne

Komikeren har sine udfordringer med tre unger hjemmet

Jeg kan ikke gå i skole én gang til, lyder det blandt andet fra 'Anden' i videoen. Foto: Jacob Ehrbahn
Jeg kan ikke gå i skole én gang til, lyder det blandt andet fra 'Anden' i videoen. Foto: Jacob Ehrbahn

Alvoren har ramt Danmark og danskerne efter coronavirussens indtog.

I den forbindelse har talrige kendisser benyttet deres sociale medier, der følges af danskere i hobetal, til at opfordre danskerne til at blive hjemme og undgå at hamstre. Sidstnævnte har komiker Anders Matthesen tidligere lavet en video med, og nu er han på spil igen.

Denne gang er det hjemmelivet med børn, der får en overhaling i en komisk video, hvor man ikke lades i tvivl om, at der er udfordringer.

- Hjemmeliv - ingen problemer. Udfordringer? Årh jo, naturligvis. Men det meste kan jo klares hjemmefra i vore dage, indleder han hyggeligt og i en god tone i videoen, som kan ses her.

Sofie Linde hyldes på de sociale medier, efter hun er kommet med et særligt opråb til danskerne. Foto: Jonas Olufson Danske kendte Sofie Linde hyldes for 'flov' indrømmelse

Men så rammer virkeligheden. For hjemme hos sig har han tre børn, der ikke kan huske deres login til skolens site, og han skal samtidig stå til rådighed som lærervikar, mener han.

- Så udover at jeg skal være hjælpelærer og tutor med to og en halv times lektier gange tre børn, det er 11,5 time, jeg aner ikke, hvad det er, og det er jo det. Det er hele pointen. Jeg kan sgu da ikke hjælpe dem med matematik, siger Anders Matthesen og fortsætter:

- Jeg aner ingenting. Hvad er kokos og tinnitus, det ved jeg ikke. Kig i køleren.

Anders Matthesen har vundet prisen som 'årets komiker' tre gange ved Zulu Comedy Galla. Senest i 2019. Foto: Mogens Flindt
Anders Matthesen har vundet prisen som 'årets komiker' tre gange ved Zulu Comedy Galla. Senest i 2019. Foto: Mogens Flindt

Pis hjem med dig
Han beskriver sig selv som lærer vikar og IT-ekspert, der ser med, imens ungerne trykker løs på 'æble kommando what-the-fuck'.

- Så nu siger jeg bare: Hvis du går rundt derude og hygger dig i badetøfler eller holder i kø på McDonald's drive-in, et eller andet pis, og nyder din ferie. Gider du ikke pisse hjem med dig? Jeg kan ikke gå i skole én gang til. Fuck nu hjem, lyder det fra Anders Matthesen.

Danske kendte Anders Matthesen med opsang til hamstrende danskere: Godt for jer!

Tidligere var det folk, der hamstrer, han har været ude med riven efter.

- Nyd din forlorne skildpadde, skyl efter med kammerjunkerne og husk at tør dig godt med dine 36 millioner ruller toiletpapir. Hold fast. Det føles rart, ikke? At være sikker på, at man selv har nok. Dejligt, sådan skal det være i disse tider, hvor man må stå sammen hver for sig, sagde han i en tidligere video.

Den nye video, der blev lagt op i går, er i skrivende stund set af over 100.000 brugere.