Det vakte stor opsigt, da realityparret Cengiz og Geggo, som er kendt fra 'Familien fra Bryggen', for få år siden vandt en sag over smykkemager Mai Manniche.
Mai Manniche havde solgt Cengiz en forlovelsesring til 80.000 kroner, som efterfølgende viste sig at være langt mindre værd.
Sidste sommer beskyldte Katerina Pitzner Manniche for plagiat. Diamantdronnigen mente, at hendes signatursmykke - en diamantbesat ring - var blevet tyvstjålet af Mai Manniche.
Nu rammer lignende anklager den 38-årige autodidakte smykkedesigner.
Slående lighed
Det er Berlingske, der i dag bringer en længere artikel, hvor flere af hendes smykker er under lup. Eksperter har set på 20 af de smykker, hun siger, at hun selv har tegnet og designet.
Men ligheden er slående med de smykker, som det indiske firma DWS Jewellery, Mai Manniche tidligere har samarbejdet med, sælger.
En helt stor forskel er der dog. Prisen.
Et eksempel, avisen fremhæver, er Manniches serie af øreringe med navnet 'elegant drop', som består af tre sten i forskellige farver. De findes i flere farvekombinationer, og udgaven med en blå, en hvid og en grøn sten koster 3899 kroner på Jewelscph's hjemmeside.
Hos DWS Jewellery kan et sæt øreringe, der til forveksling ligner danskerens, købes til bare 26 dollars - godt 180 danske kroner.
'Løgne'
Hverken Berlingske eller Ekstra Bladet har haft held til at få et interview med Mai Manniche om de nye beskyldninger om snyd. I et længere skriv på sin hjemmeside forklarer hun i teksten 'Løgne i Berlingske' sin side af sagen.
Hun mener, at det er det indiske firma, der har nuppet hendes design.
'Vi afbrød for flere år siden samarbejdet med DWS Jewellery, da vi opdagede, at de videresolgte vores design til blandt andet Chanti. Jeg kan desværre ikke forhindre, at nogle af mine design, som de har produceret i mange år, efterfølgende fortsat sælges videre,' lyder hendes forklaring.
Hvorfor Mai Manniche ikke lægger sag an mod DWS Jewellery, skyldes ifølge hende selv, at hendes firma er et lille familiedrevet et af slagsen uden økonomi til at lægge arm med en stor indisk virksomhed.
At økonomien er trængt i Jewelscph er ikke nyt. Mai Manniche har de seneste 12 år haft underskud i sin forretning.
Læs meget mere om det her: Mai Manniche: Pengene fosser ud .