Nik og Jay på røven

Spekulation gav millionunderskud: Storstilet ejendomsprojekt giver bagslag for hitmagerne

Nik og Jay håbede at score kassen, da de kastede sig ud på det dengang buldrende ejendomsmarked, men så kom finanskrisen. (Foto: All Over Press)
Nik og Jay håbede at score kassen, da de kastede sig ud på det dengang buldrende ejendomsmarked, men så kom finanskrisen. (Foto: All Over Press)

Nik og Jays forretningsimperium vakler alvorligt, efter at de for tre år siden kastede sig ind i det dengang buldrende ejendomsmarked i København.

I stedet for at score kassen på at omdanne en tidligere skole til 17 super-lækre lejligheder, risikerer Nik og Jay samt tre af deres venner at få en økonomisk øretæve af de helt store.

I det netop offentliggjorte regnskab for Helgolandsgade 6 ApS er tonerne langtfra lige så muntre som i pop-duoens tekster.

Negativ egenkapital
’Selskabet har tabt hele deres anpartskapital. Selskabet bør for at kunne overleve få et større indskud fra selskabsdeltagerne. Vi har ingen informationer om selskabsdeltagerne vil foretage større kapitalindskud’, hedder det blandt andet i bemærkningen fra revisoren.

Han sår samtidig alvorlig tvivl om selskabets muligheder for at klare skærene.

’På grund af ovenstående tager vi forbehold for selskabets overlevelsesevne.’

Tallene i regnskabet taler da også deres tydelige sprog. Underskuddet blev på 1,6 millioner, således at egenkapitalen nu er på minus 8,7 millioner.

Samtidig skylder selskabet knap 30 millioner kroner væk til Roskilde Bank.

Gælden vokser
Da Nik og Jay købte ejendommen på toppen af ejendomsmarkedet, var det med henblik på at omdanne skolen til lejligheder, der skulle sælges.

Den plan er foreløbig strandet.

Kun syv af de 17 lejligheder er solgt, og derfor er de nu begyndt at udleje de sidste ti.

Men: ’Den samlede, årlige lejeindtægt ved fuld udlejning dækker ikke betalingen af renter på selskabets gæld’, noterer revisoren.

Kort sagt vil underskuddet vokse sig større og større.

Belånt op til skorstenen
Selv hvis alle lejligheder bliver solgt, vil selskabet formentlig kun lige akkurat kunne holde skindet på næsen.

Alt er belånt op til skorstenen, og derfor skal Nik og Jay ikke regne med den store gevinst, som formentlig drev dem ind på ejendomsmarkedet.

Direktøren i selskabet, Finn Nørkjær, tager dog situationen med ro.

- Det skal vi nok få styr på. Men ellers har jeg ingen kommentarer, siger han.

- Hæfter de fem anpartshavere selv for lånene?

- Jeg vil ikke udtale mig om det nu, men gerne senere, siger Finn Nørkjær.