Det huer ikke bokseren Patrick Nielsen at tabe. Det blev 'kun' til en andenplads i dansekonkurrencen 'Vild med dans' for Nielsen og hans partner Claudia Rex - og nummer to er som bekendt den første taber. Derfor flygtede den unge bokser hjem til træningslejren i Berlin kort tid efter dansefinalen.
LÆS OGSÅ: Bitter Patrick: Uretfærdigt!
- Jeg tog en kold tyrker og trænede smerten væk, fortalte Patrick Nielsen torsdag morgen i 'Go' Morgen Danmark'.
Muskler og lidt fedt
Ud over at få nederlagssmerten til at gå væk, var der også en anden god grund til at gå ekstra til den i træningslokalet i den tyske hovedstad. For mens de øvrige deltagere i 'Vild med dans' smed adskillige kilo i løbet af efteråret, tog Patrick Nielsen på.
- Jeg tog muskler på, men jeg tog også lidt fedt på, erkendte bokseren og gav 'mors kødgryder' i Albertslund skylden for de overflødige kilo.
Mere slagkraft
På lørdag kan Patrick Nielsen sikre sig sin første VM-titel ved Fight Night-stævnet i Herning. Og faktisk føler han, at den intensive dansetræning de seneste måneder kan blive en fordel, når han går i ringen mod den 25-årige tysker Michael Schubov.
LÆS OGSÅ: Kessler krydser fingre for Rudy og Patrick
- Jeg er blevet stærkere af at danse, og så er min koordination af arme og ben blevet bedre. Jeg føler også, at jeg har fået en bedre vægtfordeling på fødderne og det kan give mig en bedre slagkraft, fortalte bokseren i 'Go Morgen Danmark'.
Ud over Patrick Nielsen bokser også Rudy Markussen på lørdag.