Kære Ole Sohn,
Som ung var jeg selv kommunist og solgte avisen Land og Folk nede på Køge Torv. Derfor har jeg valgt at skrive mit julekort til dig. Jeg synes, at du skal gå ud og erkende alt i sagen om Sovjets økonomiske støtte til det danske kommunistparti i gamle dage. Du er jo en fin fyr, og det var en helt anden tid dengang, så læg nu bare alle kortene på bordet ...
Selv om kommunismen altid har været kritisk over for religion, har jeg aldrig været så idealistisk, at jeg har droppet julen. And og brun sovs må der til.
Hjemme hos os er vi samlet otte-ti stykker med børn og familie til det store rabalder lillejuleaften. Derefter skal børnene holde jul hos svigerfamilier og andre. Alle hiver jo i alle i de dage, så 24. december melder min kone og jeg os ud. Da tager vi til Sverige og holder juleaften i en lillebitte hytte på 40 kvadratmeter. De følgende dage er vi væk fra alt, hvad der hedder julefrokoster, snaps og æbleflæsk og sild. For det meste holder vi også nytårsaften i hytten.
I hverdagen er jeg et meget socialt menneske - mit arbejde består jo i høj grad i at gå ud med forretningsforbindelser og hælde noget rødvin på dem i håb om, at de kaster nogle penge i vores film.
Så for mig handler julen om ro og fred og fordybelse. Tid til at tænke over de nære og vigtige værdier. Når man læser i aviserne, hvor tit familiejulefrokoster ender i drama, er mit råd til andre at gøre det samme: Træk stikket ud, drop de 7000 forskellige arrangementer og brug tiden på at tænke lidt over næstekærlighed og tilgivelse. Det er jo trods alt det, julen handler om.
Glædelig jul,
Peter Aalbæk
LÆS OGSÅ 1. DECEMBER: Adam Duvå Hall: - Bedstefar døde juleaften
LÆS OGSÅ 2. DECEMBER: Birthe Kjær: Børnene får gaver hele dagen
LÆS OGSÅ 3. DECEMBER: Benedikte Hansen holdt jul med en sørgelig spegepølsemad
LÆS OGSÅ 4. DECEMBER: Rapper-Clemens: - Hyggeligt med pynt og lir
LÆS OGSÅ 5. DECEMBER: Dan Rachlin: Chefer skal gå hjem efter juleøl nr. otte