Laudrup sælger sit danske hjem

– Vi ved ikke, hvornår vi vender hjem, siger Michael

MIchael Laudrup og Siw vil blive boende på Mallorca.(Foto: Kristian Linnemann)
MIchael Laudrup og Siw vil blive boende på Mallorca.(Foto: Kristian Linnemann)

Michael Laudrup har sat sin og Siws 426 kvadratmeter store ejendom på Vedbæk Strandvej til salg for intet mindre end 38 millioner kroner.

Dermed tager parret konsekvensen af, at de bor fast på Mallorca og de seneste fire år har lejet den store ejendom ud.

– Det er korrekt at vores hus i Vedbæk netop er sat til salg. Den beslutning har vi taget dels på grund af huskøb her på Mallorca, dels fordi vi ikke ved hvornår vi igen flytter til Danmark, skriver Michael Laudrup i et svar til Ekstra Bladet.

Michael og Siw havde oprindeligt nabohuset og en kæmpe grund, men solgte for nogle år siden huset, delte grunden op i to og byggede deres nye drømmehus på den ubebyggede del.

Det er det hus, de nu sælger. Til trods for at de selv har opført begge bygninger.

Folkeregisteradressen på Mallorca gør dog, at de ikke må bo i huset, når de er i Danmark.

– Huset i Vedbæk har været udlejet i de seneste fire år, da vi som udlandsdanskere jo ikke må benytte huset, lyder det fra Laudrup.

Ifølge boligsiden bolig.dk lyder prissedlen på huset på 38 millioner kroner.

Hvis Michael og Siw, der begge står som ejere af huset, får solgt til prisen, kan de stikke ti millioner kroner i lommen.

Der er nemlig lån for knap 27,5 millioner kroner, der skal indfries.

Der er dog langt fra den offentlige ejendomsvurdering til den udbudte pris. Ifølge det offentlige er huset og grunden 18,2 millioner værd. Eller knap 20 millioner mindre end det, Michael og Siw vil have for det.

– Kan det tænkes, at I ikke vender tilbage til Danmark?

– Jeg tror jeg da, at vi gør, men hvornår ved jeg ikke. Det behøver vel ikke være enten eller. Vi kan da sagtens bo i såvel Danmark som Mallorca/Spanien en gang ude i fremtiden, ikke?

Michael og Siw har fortsat et sommerhus i Danmark, som de bruger, når de er hjemme.

Se Laudrups store villa her