Den kun 20-årige mangemillionær Mads Dinesen har netop fået et af sit livs største økonomiske lussinger i en karriere, der tilsyneladende ellers kun har været en økonomisk dans på roser.
Hans drømmeprojekt jetset-diskoteket NASA fik nemlig i formiddags drejet nøglen om af fogeden, der i går lukkede stedet, fordi direktør Mads Dinesen skyldte 200.000 kroner til DONG samt 40.000 kroner til Koda-Gramex.
Strømmen lukket
Ekstra Bladet var tilstede ved NASA Nightclub i formiddags, da fogeden mødte op med en låsesmed og tiltvang sig adgang til diskoteket, hvor repræsentanter for DONG lukkede for strømmen, mens folk fra Koda-Gramex begyndte at pille stedets højtalere ned.
Pludselig dukkede Mads Dinesen op, men han forsvandt hurtigt igen og vendte tilbage med 40.000 kroner til Koda Gramex, der derfor lod højtalerne blive på diskoteket.
Ungt finansgeni
I flere medier er Mads Dinesen blevet beskrevet som et finansgeni, der allerede som 20-årig havde skabt sig en formue på hele 40 millioner kroner. Derfor kan det også lyde lidt mærkeligt, at han pludselig kommer på røven på grund af sølle 240.000 kroner.
Ekstra Bladet spurgte Mads Dinesen, hvorfor han ikke havde betalt sine regninger, og han undskylder sig selv med, at han har overtaget et Aps-selskab, hvor der gemte sig en masse ubetalte regninger. Han vil nu lukke det selskab og køre det hele over i et nyt selskab, hvor det hele er hans eget.
Mads Dinesen lover også, at NASA Nightclub åbner igen i den kommende weekend.