Silas afsløret som fartdjævel: Fik taget kørekortet

Silas Holst fra 'Vild med dans' kørte for stærkt tre gange på 14 dage - det kostede tre klip i kørekortet, som så blev taget fra ham

- Jeg kørte for stærkt tre gange på kun 14 dage, og så røg mit kørekort, fortæller Silas Holst til Ekstra Bladet.(Foto: Anthon Unger)
- Jeg kørte for stærkt tre gange på kun 14 dage, og så røg mit kørekort, fortæller Silas Holst til Ekstra Bladet.(Foto: Anthon Unger)

Den kendte danser Silas Holst, der har medvirket tre gange i 'Vild med Dans' er lidt af en fartdjævel. Han har nemlig også fået tre klip i kørekortet for at køre for stærkt, og det kostede ham kørekortet.

- Jeg kom til at køre lidt for hurtigt tre gange på kun 14 dage. Det kostede tre klip i kørekortet, og så mistede jeg selvfølgelig mit kørekort, afslører Silas Holst overfor Ekstra Bladet ved gallapremieren på Nicolas Winding Refns film 'Drive', der handler om en stunt-chauffør, der også i den grad kører for stærkt og arbejder som flugtbilist for diverse kriminelle bander i sin fritid.

Kan du give nogle flere detaljer?

- ja, det mest irriterende ved, at jeg mistede kørekortet var, at det skete fordi jeg kørte 10 kilometer for stærkt på en villavej. Jeg kørte 60 kilometer i timen. Det var ikke noget med, at jeg tonsede ud af en motorvej med 200 kilometer i timen, forklarer Silas Holst om de 14 dage sidste sommer, hvor han trådte lidt for hårdt på speederen tre gange.

Silas Holst solgte sin bil. Men vil nu igang med at tage et nyt kørekort.

- Jeg savner bare så meget at køre i bil. Jeg har altid været vild med biler, især gamle biler med personlighed. Min første bil var en Peugot Lacoste, som jeg kørte i, indtil taget var lige ved at falde af. Men min yndlingsbil er nok en Dodge Viper, forklarer Silas Holst.

Silas Holst er igen i morgen aften aktuel i sin fjerde omgang 'Vild med Dans'. I år skal han danse sammen med skicrossløberen Sophie Fjellvang-Sølling. Og det er helt sikkert, at der kommer fart over feltet.



.