Små piger hjælper Thestrup på rigsdansk

En række kendte danske skuespillere er på plakaten, når Det Ny Teater får premiere på den berømte Broadway-musical ’Annie’

Her er de tre Annie-skuespillere, Mira Andrea Balloli(t.h.), Anna Aunbirk(midten) og Clara Rugaard Larsen. De tre piger skal hver især spille to forestillinger om ugen, da de også skal passe deres skolegang.(Foto: Thomas Lekfeldt)
Her er de tre Annie-skuespillere, Mira Andrea Balloli(t.h.), Anna Aunbirk(midten) og Clara Rugaard Larsen. De tre piger skal hver især spille to forestillinger om ugen, da de også skal passe deres skolegang.(Foto: Thomas Lekfeldt)

Økonomiske kriser og Broadway-musicals har det tilsyneladende med at gentage sig selv. I hvert fald er det ikke første gang, at verdensøkonomien hoster og hakker som en syg, gammel mand og heller ikke første gang, at den berømte musical fra 1970’erne ’Annie’ vender tilbage på de skrå brædder. Det sker, når musicalen, som har spillet for fulde huse på Broadway, får premiere på Det Ny Teater den 14. september.

I ’Annie’ befinder vi os under den Store Depression i 1930’ernes New York. Her vokser den lille, rødhårede pige Annie op på et trøstesløst børnehjem, der bestyres af den tyranniske drukkenbolt Miss Hannigan (Ditte Gråbøl). Annie flygter fra børnehjemmet og begiver sig ud i storbyens slum, hvor der venter hende en række eventyr. Senere adopteres hun af den excentriske rigmand Oliver Warbucks, som Annie gør et stort indtryk på på grund af sin ukuelige optimisme. Han beslutter, at han vil hjælpe Annie med at finde hendes forældre og udlover derfor en dusør. Men Miss Hannigans småkriminelle bror Rooster (Tomas Ambt Kofod) og hans veninde Lily (Julie Steincke) sætter et hav af intriger i gang for at få fingre i den klækkelige dusør.

Ole Thestrup som skaldet milliardær
– Det er spændende at være milliardær for en tid, men det er nok ikke en rolle, der ville passe mig særlig godt i virkeligheden. Jeg er nok mere en folkets mand, siger Ole Thestrup, da Ekstra Bladet møder skuespilleren bag scenen under en af prøverne. Ud over at være iklædt noget finere gevandter, end Ole Thestrup plejer at finde sig til rette i, har han desuden måttet barbere håret af til rollen. Den største udfordring har dog været noget helt tredje.

– Jeg har aflagt mig min østjyske dialekt til fordel for noget rigsdansk. Og det har været en stor mundfuld for mig, at jeg skal spille så ’clean’ en rolle, hvor jeg ikke er morsom, som jeg plejer at være, siger han.

Får hjælp fra de yngste
Selv om Ole Thestrup har slået sine folder på de skrå brædder talrige gange og klart hører til blandt rollelistens alderspræsidenter, tør den folkekære skuespiller godt indrømme, at han har fået lidt hjælp undervejs fra musicalens yngste kræfter, trekløveret Anna Aunbirk, Mira Andrea Balloli og Clara Rugaard-Larsen, der hver især skal spille hovedrollen som ’Annie’ to dage om ugen i den kommende tid.

– De er alle tre professionelle og skidedygtige. Og hvis jeg glemmer en replik, så klarer de ærterne ved at hviske den til mig, for de kan jo også min rolle. De kan det hele, siger han.