Næsten 20.000 bøder skriver politiet ud hvert år til bilister, der ikke kan lade mobiltelefonen være, når de kører.
Den statistik burde Peter Birch - bedre kendt som Amalies eks-kæreste Ulven Peter - være en del af.
- Ja, jeg erkender det, lyder det med et fnis fra kendissen til ekstrabladet.dk.
Vi fangede ham nemlig mandag eftermiddag i færd med - endnu engang - at bryde loven. Ulven kørte i sin svensk-indregistrerede, åbne folkevogn i centrum af København og hele vejen ud til Amager, mens han pludrede i sin mobiltelefon.
Det er en soleklar overtrædelse af færdselsloven og straffes med en bøde på 500 kroner.
- Jeg må tage bøden, hvis der kommer en fra politiet. Ellers vil jeg bruge pengene på at købe mig et håndfrit headset, forklarer Peter.
Intet nyt i Amalie-sag
Det er som bekendt ikke første gang, at Peter Birch befinder sig på den forkerte side af loven. Han har tidligere modtaget en voldsdom, og i øjeblikket vurderer politiet, om Ulven skal sigtes i en sag om mishandling af eks-kæresten Amalie.
- Der er ikke noget nyt i den sag. Vi afventer stadig en udmelding fra politiet, forklarer Peter.
Han har i øjeblikket travlt med sin sandwichbutik i indre København, så forretningen får selvfølgelig skylden for lovovertrædelsen.
- Jeg snakkede med min partner om forretningssager, da jeg kørte i bilen.
Og det er ikke første gang, at den tidligere paradiso spiller hasard med sin egen og andres sikkerhed.
- Nej, så ville jeg nok lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke havde snakket i mobil og kørt bil samtidig før, lyder den ærlige udmelding.
Peter skulle i øvrigt ud at stå på wakeboard på Amager Strand, men blev forhindret, da wakeboard-klubben var lukket.