Under den pæne og velfriserede, danske hverdag lurer katastrofen. Intet er helt, hvad det giver sig ud for. Løgnen og fortielserne ligger hengemt i familierne. Og oven i det bliver den globale virkelighed med dens krige og brutale fortid pludselig en del af den ellers nydelige, danske hverdag.

Eller med andre ord: Leif Davidsen er aktuel med en ny novellesamling, ’Uthas Bjerge’, hvor de eksistentielle spørgsmål og de kritiske observationer af Velfærdsdanmark bliver blandet grundigt og delt ud over 255 sitrende spændende sider.

– I flere af novellerne lever karaktererne med en ensomhed i deres parforhold og familier – er det noget, du selv kender?

– Nu har jeg været lykkeligt gift i 31 år, men et lykkeligt ægteskab kan man jo ikke skrive om. Det er ikke kedeligt at leve i sådan et forhold, men ufattelig kedeligt at læse om. Som et eventyr: ’Og de levede lykkeligt til deres dages ende’. Selvfølgelig har der været uoverensstemmelser, men decideret kriser har Ulla og jeg aldrig haft. Vi har ikke været derude, hvor vi overvejede, om vi overhovedet skulle blive sammen længere, men jeg har også været meget heldig og privilegeret. De lange forhold ligger til familien. Begge mine søskende har også haft deres sølvbryllupper – vi er meget trofaste i min familie.

– Hvad er det, I kan – mange andre bliver jo skilt?

– Vi snakker sammen. Hun er min bedste ven og min partner og min elskede. Den ensomhed, som flere af karaktererne i ’Uthas Bjerge’ oplever, føler jeg ikke selv. Ulla og jeg rejser sammen. Hun er min første læser, min agent. Så vi har et stort fællesskab i det, vi gør. Du skal jo ikke sætte lighedstegn mellem forfatteren og de personer, han skriver om. Det er jo ikke mit liv, jeg skriver om.

– Hvor kommer inspirationen så fra?

– I min nye bog kommer den fra romanen og filmen ’Postbudet ringer altid to gange’. Mens hovedpersonerne tror, at alt er i orden, så kommer der pludselig en regning, der skal betales.

– Grundlæggende mener jeg jo, at mennesket vil det gode, men vi kan blive presset ud i nogle situationer, hvor – for at bruge et bibelsk udtryk – det onde tager over. Det gælder også i Danmark. Vores civiliserede fernis er netop det, en tynd fernis. Hvis vi blev presset hårdt nok, kunne vi opføre os lige så brutalt som i andre samfund.

– Jeg fornemmer, du er lidt kritisk over for det danske samfund for tiden.

– Vi er jo et selvtilfredst land, der kan det hele selv og ved bedre end alle andre. Men der er et lag nedenunder. Samtidig med, at vi erklærer os som et af de lykkeligste folk i verden, har vi en af de højeste frekvenser af selvmord, alkohol, lykkepiller, skilsmisserater ...

– Vi er i krig og har været det længe nu, ti år cirka i Bosnien, Irak og Afghanistan, men det er ikke noget, politikerne taler om. Hvert halve år bliver et nyt hold unge soldater sendt af sted. Og hvis vi siger, at hvert menneske har en omgangskreds på 15-20 mennesker, så er der i dag rigtig mange, hvis liv er påvirket af krigen. Alligevel taler vi næsten ikke om det, og det undrer mig.

De unge må gøre oprør
– Alle diskussioner herhjemme handler om efterløn og pensioner. Vi er så tryghedssøgende, staten skal ordne alt, og vi fortæller konfirmanderne, at de skal tænke på pensionen. Hvorfor diskuterer vi ikke uddannelse og ungdomsarbejdsløshed? Det er de unge – der skal sikre fremtiden – men ikke deres forhold, vi diskuterer. Jeg kunne godt tænke mig, at de unge snart lavede et oprør, for som det er nu, har danskerne slet ikke forstået, hvor hurtigt det går ude i Asien. Derude er de unge veluddannede og ivrige for at skabe et bedre liv for sig selv og deres børn.

– Du er bekymret for Danmarks fremtid?

– Jeg er mere skeptisk og pessimistisk end før. I fremtiden har vi ikke de samme muligheder som i dag. Jeg synes ikke, at vores politikere handler og ser i øjnene, at vi bliver nødt til at tænke anderledes.

– Hvis jeg beder dig se ti år ud i fremtiden ...

– Overskriften for vores regering lige nu er: ’Tillid er godt, kontrol er bedre’. Alt skal måles og vejes, der er et papirvælde, som styrer os i dag. Om ti år er jeg sikker på, at vi alle er udstyret med en lille sundhedsbog, der fortæller om vores livsstil. Og hvis du ryger, er overvægtig, drikker for meget eller ikke motionerer, så har du ikke passet godt nok på dig selv, og så må du selv betale for din behandling, hvis du bliver syg.

– Det er sådan noget big brother?

– Der vil jo være rationelle, økonomiske argumenter for at sætte de her ting i værk. Ingen vil tale om big brother. Indskrænkningerne af frihed i denne her verden er ikke længere en diktator, der kommer og siger, at nu er det slut. Den kommer snigende ind, hvor man hele tiden piller en lille smule mere frihed fra.

– Jeg bliver faktisk meget deprimeret af at tale med dig.

– Ja, det kan jeg godt forstå. Og vi må da håbe, at der er nogen, der på et tidspunkt siger, at det her vil vi ikke finde os i. Nogle unge, der siger stop. Og gør oprør.