'Han lagde hænderne på hendes lår og skubbede kjolen langt nok op til, at han kunne se, at det var selvsiddende strømper. Så standsede han bevægelsen, men lod fingerspidserne berøre hendes bare hud ganske forsigtigt.'
To fremmede mødes i en elevator, og et erotisk eventyr udspiller sig. Nogenlunde sådan kan man indkoge handlingen i en af de ti erotiske fantasier for kvinder, som forfatteren Lotte Garbers i 2010 udgav med bogen ’Prøverummet’.
- Idéen til en erotisk novellesamling lå lige for, fordi jeg altid har erotik med i mine bøger. Det har aldrig været et valg. Jeg har aldrig besluttet, at ’jeg vil være hende, der skriver om erotik’. Men når jeg skriver om hverdagen - om skænderier og indkøbsture - så er det naturligt også at skrive om sex, for det fylder jo meget i tilværelsen. Også fraværet af sex og den sex, vi går og drømmer om, fylder meget. Af en eller anden grund har jeg ikke den berøringsangst, som så mange andre forfattere har.
Læserne bliver snydt
Lotte Garbers sidder på sit kontor i Forfatterforeningen, som hun er formand for. Lyse, vilde krøller omkranser hendes ansigt og den strikkede vinterkjole sidder helt tæt til kroppen.
- Jeg forstår ikke, hvorfor der ikke er mere sex i litteraturen. Det burde der være, men ofte klipper kapitlet i det øjeblik, ægteparret ligger i sengen. Det er en konvention, der er accepteret, og som resulterer i, at læserne bliver snydt. Åbenbart synes vi forfattere ikke, det er vigtigt, hvordan ægteparret knalder. Men det er det jo. Supervigtigt endda. For det viser, hvilke personer de er. Hvis jeg skrev en splatter-roman, ville ingen jo acceptere, at jeg sluttede med sætningen: ’Så skar han hende i stykker’. Ja! Men hvordan gjorde han det, med hvilket instrument, og hvor meget blod var der? Detaljerne, hvorfor må vi ikke få dem, når det kommer til det seksuelle?
’Prøverummet’ er erotiske fantasier for kvinder og altså ikke porno, selv om det kan være svært at definere forskellen på de to ting.
Ingen latex og hunde
- I pornoen viser man det hele, det er hele formålet. Blikkenslageren ringer på, han tager tøjet af ... Men lysten, erotikken, liret - alt det, der ligger inden, man tager tøjet af, det får du ikke. Pornoen begynder dér, hvor selve akten går i gang, mens det erotiske beskriver det, der går forud for akten, siger Lotte Garbers til flash!.
Da hun netop ikke skriver porno, er hun også meget bevidst om, hvilke ord hun bruger i sine erotiske noveller.
- Der findes en pris i England for årets værste, erotiske scene i litteratur. Og her er det ofte de store, velestimerede forfattere, der er nomineret. Det siger lidt om, hvor stor berøringsangst, der stadig er på det område. Og hvor svært det er at skrive om, for du ender hurtigt i nogle pinagtige, tragikomiske klicheer.
- Bare hvilke ord jeg skal bruge om kønsdelene, er et problem. For jeg kalder det måske én ting, og det ord har en helt anden betydning for dig. Du synes, det er et forfærdeligt ord. Derfor har jeg helt bevidst skovlet alle de ord ud, for jeg ville ikke skrive en bog, hvor læseren pludselig sidder med en bvadr-fornemmelse. Af samme grund har jeg heller ikke hundesex eller latex-tøj nede i kælderen med. Fra start vidste jeg, at det her skal være en bog, du kan have liggende på natbordet uden at skamme dig over den. Det skal være fantasier, vi alle sammen kan genkende. Uden at vi kommer ud i det ekstreme, siger forfatteren, der ikke selv bliver ophidset, når hun skriver.
- Nej, for i den situation er jeg jo på arbejde.
En pinlig mor
Foreløbig er de erotiske fantasier solgt i næsten 15.000 eksemplarer, hvilket er et højt salgstal for en novellesamling.
- Da jeg begyndte på bogen, var min mand lidt betænkelig, for hvad ville de sige i kantinen på hans arbejdsplads? Men det er jo bare en bog, og ret hurtigt fik han det afslappet med den. Mine teenagebørn synes selvfølgelig, jeg er vildt pinlig, men det synes de også, når jeg siger en sjov bemærkning til kassedrengen i Netto. Jeg er jo mor og dermed pr. definition pinlig. Og selv om man skal ødelægge sine børn, tror jeg nu ikke, det bliver de erotiske scener i mine bøger, de engang vil fortælle psykologen om, når de ligger dér på briksen.
Får tilsendt erotiske fantasier
De voldsomste reaktioner har Lotte Garbers fået fra folk, der ikke har læst ’Prøverummet’, men som alligevel giver udtryk for, at det er meget grænseoverskridende at skrive om sex. Og så får hun indimellem nogle mails fra mænd, der synes, at de også skal dele deres erotiske fantasier med hende.
- Det er nu ikke så slemt, siger forfatteren og rømmer sig. Så måske er et par af disse mænd alligevel gået over hendes blufærdighedsgrænse.
- Men det hører med som forfatter. Så blotter man sig og giver noget af sig selv, siger hun og konstaterer:
- I forhold til, hvor almindeligt sex er, så er det helt guddommeligt, hvordan det også i dag tricker vores skamfuldhed, forfængelighed og - frem for alt - vores nysgerrighed. Sex er stadig farligt. Også at skrive om . og derfor er der alt for mange, der springer lige det kapitel over.