Danmarks Radios generaldirektør Kenneth Plummer kan i dag afgøre sin egen fremtid:
Vil han redde den sidste rest af værdighed og selv vælge at forlade Danmark Radio - eller vil DR's bestyrelse være tvunget til at smide sin topchef på porten - på gråt papir eller med en pænere formulering?
Et DR-bestyrelsesmøde i aften vil træffe beslutningen, med mindre generaldirektøren i løbet af dagen vælger at klare formaliteten om sin afgang selv.
Tavse som østers
Den redegørelse, som generaldirektøren skal give sin bestyrelsesformand, Michael Christiansen, om den skandale, som portrætbogen 'Plummer - summen af kardemommen' har medført, skal foreligge i løbet af i dag.
Michael Christiansens krav til Plummer
De medlemmer af bestyrelsen, som ekstrabladet.dk har talt med torsdag morgen, er nærmest tavse som østers, når det gælder banale spørgsmål som 'Hvornår mødes bestyrelsen?' og 'Får I redegørelsen tilsendt - eller skal I mødes for at få den forelagt?'.
Det bedste for Plummer - og DR
Men det er dog lykkedes at få bekræftet, at der er indkaldt et bestyrelsesmøde om sagen i aften. Og at få bekræftet, at tiden indtil da skal gå med at finde den mest værdige facon muligt - og ingen er i tvivl om, at det vil være en frivillig afsked fra Kenneth Plummers side.
En sådan afslutning på sagen vil ikke blot være det mindst katastrofale for Kenneth Plummer selv, lyder vurderingen - den vil også være den bedste for institutionen Danmarks Radio.
Kriminel anklage
ekstrabladet.dk's kilder bekræfter, at der kan tænkes tre mulige udgange på den pinagtige sag, hvor Kenneth Plummer i portrætbogen citeres for at tilbyde forfatteren Kurt Lassen modydelser i form af fortroligt inside materiale om andre personer som 'belønning', hvis Lassen i bogen vil undlade at komme med oplysninger om generalfirektørens privatliv.
Plummer forlangte Lotte Thor som vært - læs her
Båndoptagelse af Kenneth Plummers samtale med forfatteren er blevet offentliggjort og har bortvejret enhver tvivl om, at Plummer rent faktisk har sagt som citeret - hvad generaldirektøren da også har vedgået både indadtil og udadtil.
Bestyrelsesmedlem: Lydfilen ikke rar
En anden svært belastende detalje i bogen er, at Kenneth Plummer i direkte vendinger beskylder sin tidligere nyhedsdirektør, nuværende koncerndirektør i Berlingske Media Lisbeth Knudsen, for regnskabsfifleri på grænsen af det kriminelle. Også direktøren for Ritzaus Bureau Lars Vesterløkke, der som programdirektør i DR var konstitueret generaldirektør fra Christian S. Nissens fyring i 2004 til Plummers ansættelse i 2005, beskyldes for dobbelt bogholderi.
Læs de saftigste citater fra Plummerbogen her
Tre mulige udgange
Udgang 1 - og den, som bestyrelsesmedlemmer på kryds og tværs arbejder på at fremme - er den, at Kenneth Plummer selv siger op. Det vil sikre ham en sidste rest af værdighed, at han selv viser sig i stand til at tage konsekvensen af sine handlinger.
Udgang 2 vil være, at bestyrelsens formand Michael Christiansen tvinger Plummer til at indgå en 'gensidig overenskomst' om, at generaldirektøren forlader DR på nærmere beskrevne vilkår.
Skriften på væggen
Udgang 3 vil være den rå fyring på gråt papir, hvis det ikke lykkes at få Kenneth Plummer til at læse skriften på væggen og indse, at det var så dét - farvel og tak til DR.
Følg Plummer-sagen på ekstrabladet.dk dagen igennem