Her til aften var der premiere på Jarl Friis Mikkelsen og Dan Rachlins nye koncept 'Live Talkshowet' på Skovriderkroen nord for København.
Første gæst var Peter Frödin. Skuespilleren, komikeren og sangeren fortalte blandt andet om dengang, han sprang ud som bøsse og om, hvordan hans første kæreste døde af aids i firserne.
Lod sig først teste sent
Frödin fortalte, at han havde været kærester med tandlægen Erik i to et halvt år, da kæresten pludselig fik en masse blå mærker.
En aften, da Peter kom hjem fra arbejde på Gladsaxe Teater lå der en seddel fra Erik om, at han var blevet indlagt på hospitalet på grund af sine blå mærker.
Lægerne fandt ud af, at det var aids, men alligevel gik der lang tid, før Peter lod sig teste.
- Det sank egentlig aldrig rigtig ind, at det var en mulighed, at jeg var smittet, fortalte han under showet.
- Det tog så meget fokus, at han var syg, så om jeg var smittet måtte vente, uddybede han.
Vil ikke udelukkes fra livet
I første omgang fik Erik at vide, at han var blevet rask, og parret troede, at alt var godt, indtil Erik fik lungebetændelse og døde.
Dengang var kendskabet til hiv og aids ikke så udbredt, som i dag. Og under sin indlæggelse var Erik blandt andet isoleret i et glasbur, ligesom man måtte vente lang tid på at få svar på sine prøver. Og det var noget, der tog hårdt på Frödin.
- Jeg fik selvfølgelige rysteture og tænkte, hvad nu hvis. Men det var faktisk først, da jeg blev testet, at det rigtig gik op for mig, at jeg kunne være blevet smittet.
- Selvfølgelig har det påvirket og præget mig meget, men på hvad måde ved jeg egentlig ikke. Jo, jeg fik mere lyst til at leve, og jeg fik ikke lyst til at udelukke mig fra livet, forklarede Peter Frödin.