Hjemme hos Christina Chanée

Jeg er en bypige: MGP-stjernen Christina Chanée drømmer endnu ikke om hus med græsplæne - se hvordan Grand Prix-stjernen bor

Lige nu befinder vi os fint på Frederiksberg, fortæller Chanée, der ikke har planer om at flytte væk fra byen i den nærmeste fremtid.(Foto: Jan Unger)
Lige nu befinder vi os fint på Frederiksberg, fortæller Chanée, der ikke har planer om at flytte væk fra byen i den nærmeste fremtid.(Foto: Jan Unger)
Jeg bor for småt, men som udpræget bypige er jeg endnu ikke parat til udflytning for at få en græsplæne, siger Christina Chanée, der i den kommende uge skal sørge for dansk ’Melodi Grand Prix’-succes i Oslo.

Hun har en mindre andelslejlighed på Frederiksberg, som hun deler med datteren, Felippa, på tre år.

– Der skal være hyggeligt og rart at være, lyder boligpolitikken.

– Kunne du bo på landet?

– Jeg går indimellem og tænker, at det kunne være rart med lidt mere plads. Det kunne være fedt, hvis vi havde en have, som Felippa kunne rende rundt og lege i. Men skal man have både hus og have på Frederiksberg, så bliver det dyrt. Alternativet er at flytte væk, men det er jeg ikke helt parat til. Det kan godt være, jeg gør det på et tidspunkt. Men lige nu befinder vi os fint på Frederiksberg. Vi har da en lille gård, siger Chanée og påpeger, at hun bor lige ved siden af Frederiksberg have.

Ejendommen med 16 boliger er fra 1896 og blev gennemrenoveret for fire år siden. Derfor har den blandt andet fjernvarme og støjdæmpende vinduer.

– Gammelt og hyggeligt, men ikke noget gammelt lort, siger Chanée, der udnytter pladsen optimalt.

Stuen fungerer også som privat sangstudie. Midt i det hele står et professionelt mikrofonsystem, som Chanée anvender for at afprøve nye sange, hun selv skriver.

– Hvad siger naboerne?

– Jeg har nogle rigtig rare naboer. Jeg har faktisk en trommeslager boende på hver side af mig. To etager højere oppe bor der en guitarist. I det her hus er der faktisk rigtig mange mennesker, der spiller musik.

– I er en lille klub, som ikke brokker sig over hinanden?

– Ja, vi prøver at lade være, og jeg brokker mig i hvert fald ikke, siger Chanée.