Peter til fest uden Amalie: - Hun skal ikke være nervøs

Ulven Peter havde alle muligheder for at gå på rov onsdag aften i Øksnehallen. Fri bar og alene i byen. Den slags er tidligere gået gruelig galt

Peter var alene i byen. Men han var på vandvognen, så Amalie havde ingen grund til bekymring. (Foto: Mogens Flindt)
Peter var alene i byen. Men han var på vandvognen, så Amalie havde ingen grund til bekymring. (Foto: Mogens Flindt)

Onsdag aften var der fri fadøl og hvidvin i anledning af den store musikfest MTV EMA Pre-Party i Øksnehallen i København.

Den slags plejer at trække tørstige realitystjerner og semikendisser til. Og man mødte da også både Basim, TV 2's vejrværter i samlet flok, 'Vild med dans'-aktuelle navne som Eva Nabe Poulsen og Karina Frimodt og ikke mindst Ulven Peter fra 'Paradise Hotel' i og omkring baren.

Skrevet under på tavshed
Sidstnævnte var i byen uden sin kæreste Amalie. Den slags har tidligere givet problemer i on/off-realityforholdet. Og derfor kunne man undre sig over, at Peter dukkede op alene. Men det var han ikke meget for at afsløre.

- Jeg må ikke sige, hvad Amalie laver i aften.

- Er hun ude for at lave nogle tv-optagelser, er det derfor?

- Jeg kan ikke sige noget. Jeg har skullet skrive under på et stykke papir på, at jeg skal holde min kæft. Så jeg må virkelig ikke snakke, siger han og slår fast, at det ikke er Amalie, der har tvunget ham til at skrive under.

LÆS OGSÅ: Peter og Amalie: Ja, vi er kærester

Skal ikke drikke
Peter ville dog gerne have haft kæresten ved sin side.

- Jeg ville ønske, hun havde været med. Det er første gang, jeg er til fest uden hende.

- Hvad tror du, der kommer ud af det?

- Jeg skal ikke drikke, så hun skal slet ikke være nervøs, slår han lynhurtigt fast og uddyber:

- Det går rigtig godt derhjemme, så jeg har ikke brug for at drikke mig fuld.

LÆS OGSÅ: Amalie: Måske gravid