Dirch var ikke specielt morsom

Først efter arbejdet med filmen ’Dirch’ har Lars Ranthe, der spiller rollen som Kjeld Petersen, nu indset, hvor genial den folkekære skuespiller var

Lars Ranthe har med tiden fået stor respekt for Dirch Passer. (Foto: Anthon Unger)
Lars Ranthe har med tiden fået stor respekt for Dirch Passer. (Foto: Anthon Unger)

Stjernerne vælter ned over den nye fim ’Dirch’. For Lars Ranthe, der spiller rollen som Kjeld Petersen, har arbejdet med filmen betydet en større respekt for de to legender Og så har han fået et nyt, spirende venskab med Nikolaj Lie Kaas.

– Hvordan var dit forhold til Kjeld Petersen og Dirch Passer, før du fik rollen i filmen?


– Dirch Passer har aldrig været et ikon eller en ledestjerne for mig. Faktisk syntes jeg ikke, at han var specielt morsom. Alting var for overspillet og skabagtigt, syntes jeg. Altså før filmen. I dag er det gået op for mig, hvilken genial klovn og kunstner Dirch var. Den umiddelbarhed og poesi, han indeholdt, var noget helt specielt.

– Anderledes har jeg haft det med Kjeld Petersen. At han døde som 41-årig af druk –  det har altid gjort indtryk på mig. Og så var han jo den elegante, den raffinerede, den intellektuelle af de to. Det har altid fascineret mig.

– De to havde nærmest et kærlighedsforhold?

– Ja, det var også sådan, det var. Folk, der kendte dem, siger, at de var så symbiotiske sammen, at man ikke kunne komme ind på livet af dem. Der var en indforståethed –  og altså noget helt specielt. Når summen af det, man har, giver en størrelse, man ikke selv kan forstå, så opstår der en følelse af lykke   ... Så det var et kærlighedsforhold.

– Da Kjeld døde, gik Dirch jo heller ikke på scenen i fem år. Altså, det var Dirchs storhedstid, da de var sammen. Senere kom han tilbage og lavede folkekomedier og cirkusrevyen. Bevares, noget af det var godt, men helt i samme klasse blev det aldrig. Elegancen, vanviddet og den sorte humor, som de havde sammen, gik lidt fløjten. Kjeld var jo med til at holde Dirch på sporet, og omvendt var Dirch med til at presse Kjeld nogle nye steder hen i kraft af sit vanvid.

– Man skal alligevel drikke meget for at dø af druk som 41-årig?

– Ja, Kjeld accepterede nok aldrig den, han var. Det humoristiske var for billigt og nemt. Ikke fint nok. Han ville gerne være en seriøs karakterskuespiller. I dag ville man jo sige: ’Hold nu kæft, Kjeld! Gå dog i psykoterapi, i AA og erkend, at du er en fantastisk humorist. Og luk så i øvrigt røven og få dig nogle børn.’ Men sådan var det ikke dengang, vel?

– Hvad er dit syn på deres livsstil?

– Nogle af de største, kunstneriske bedrifter overhovedet er begået af mennesker som Kjeld og Dirch, Janis Joplin, Jimi Hendrix –  du ved, alle de der mennesker, der giver sig selv 100 procent. De løfter barrieren for, hvad man kan. Og det er jo i det sted mellem storhedsvanvid og selvmordstrang, at geniale ting bliver skabt.

– Der er ikke noget mere kedeligt end en kunstner, der laver noget fantastisk som 27-årig, og så får de børn og går i terapi. Og resten bliver sådan noget happy-jazz. Hvor kedsommeligt er det? Personligt har jeg truffet nogle andre valg, men der er jo kunstnere, der skal tage den stafet og bringe kunsten helt derud. Det er jo også derfor, vi taler om Kellerdirch i dag –  derfor de står som fyrtårne. Filmen om Dirch handler i virkeligheden om, at vi alle skal træffe nogle valg. Og hvis vi overgør noget –  det kan være karrieren –  så har det nogle konsekvenser. Men nogle gange er talentet større end den frie vilje. Kjeld og Dirch blev slaver af det, de havde fået med som gave. Og det kan vi andre så sidde og nyde godt af nu. Så jeg skal ikke fordømme nogen og den måde, de levede på.

Filmen om Dirch handler om, at vi alle skal træffe nogle valg. Og hvis vi overgør noget –  det kan være karrieren –  så har det nogle konsekvenser