- Hele den her sag har været hæslig. Det har været et helvede. Jeg er slet ikke rustet til den jargon. Jeg er slet ikke vant til den hårde tone, som jeg er blevet mødt af. Jeg er blevet sendt til tælling.
Mads Christensen er stadig lettere rystet, selv om det er en hel uge siden, at hans klumme om massakren på Utøya 'Flygt eller kæmp' for alvor fik en del mennesker op i det røde felt. Mads Christensen skrev blandt andet, at han undrede sig over, at der ikke var nogen, der forsøgte at stoppe massemorderen Anders Breivik:
'Hvorfor er der ingen, der har kastet sig over ham i ild-pauserne og givet ham et uskadeliggørende gok i nøden med en pind? Jeg tror vi alle kender svaret: Fordi vi i den nordiske kultur har glemt, at vi er sådan nogle, der kæmper....Moderne opdragelse har lært os at vende den blinde kind til.... Og derfor har det været nemt for Anders Breivik, for alle hans mål har formodentligt spænet, og han har frit kunnet plaffe dem ned bagfra, ingen har vendt sig mod ham, fordi det er blevet umoderne at slås.'
Mads Christensen 'klumme' skabte meget voldsomme reaktioner.
- Dem der bliver vrede på sådan en som mig. De bliver virkelig vrede. Jeg har både fået dødstrusler og alverdens tilsvininger. Folk har også ringet til mit privatnummer midt om natten. Det har virkelig slået mig omkuld, siger Mads Christensen, der på Ekstra Bladets bagside idag kommer med en undskyldning for sin klumme.
Læs også: Mads Christensen siger undskyld
Er det ikke en lettelse for dig, at du nu har fået sagt undskyld?
- Jeg synes, at jeg har sagt undskyld hele tiden. Til alle dem, der gad at høre på det og til dem, der har ringet til mig. Og jeg har gentagne gange forsøgt at forklare, at det ikke har været min ambition at genere nogen eller være negativ, siger Mads Christensen, der mener, at der er folk i debatten, der har haft interesse i at fortælle, at han ikke har sagt undskyld.
- Jeg kender politikere, der er vant til den hårde tone. Det er jo en del af deres hverdag at blive kaldt alt muligt, så de oparbejder et panser og et filter, og det har jeg jo slet ikke. Jeg ville ønske, at jeg aldrig havde skrevet den klumme. Jeg har overhovedet ingen ambition om at træde folk over tæerne, siger Mads Christensen, der ærligt indrømmer, at hans klumme set i bagklogskabens lys både var klumpet formuleret og helt forkert timet.
Mads Christensen afslører også, at hele sagen har påvirket tankerne omkring hans fremtidige virke.
- Jeg har faktisk taget hele mit skrivende arbejde op til revision. Jeg er slet ikke gearet til at blive skældt ud på den måde.
Vil det sige, at den voldsomme voldsomme reaktion på din klumme virker som en slags censur på dig. Vil du i fremtiden tænke meget mere over, hvad du skriver?
- Ja. det kan jeg love dig.
Ekstra Bladets klummeskriver Mads 'Blærerøv' Christensen' ville oprindeligt have lavet en halvmorsom klumme om den amerikanske gælds-debat, men kunne mandag den 25, juli ikke få sig selv til det på grund af den alvorlige massakre i Norge.
- Mit eget sind stod i flammer over det, som var sket i Norge. Jeg var nødt til at skrive om Norge-sagen. Jeg kan da godt nu se, at det havde været meget bedre for butikken 'Mads Christensen', hvis jeg havde fået lavet et billede af mig selv med et norsk flag og et stearinlys. Men det gjorde alle andre jo. Hele Ekstra Bladet var fuld af sympati..Og jeg regnede det for implicit, at folk selvfølgelig vidste, at jeg også led med de berørte, og syntes, at det var forfærdeligt, hvad der var sket i Norge.
- Jeg glæder mig til, at historien om min dårligt timede klumme bliver glemt. Og det er min eneste trøst. Man siger jo også, at man dagen efter bruger en avis til at pakke fisk ind i, siger Mads Christensen.