For et år siden kunne Kurt Thyboe kun gå et trin op ad trappen af gangen. Så skulle han puste. Lungerne var helt smadrede, og derfor er det ikke uden dækning i virkeligheden, når den 70-årige bokseekspert kalder det naturstridig, at han i aftes dansede en opsigtsvækkende chachacha med smukke Karina Frimodt til premieren på ’Vild med dans’ 2010.

– Jeg plejer at sige, at det er naturstridig, at en humlebi kan flyve. Men det er sgu’ også naturstridigt, at jeg i dag er i stand til at fare rundt på gulvet til Michael Jackson-musik og moonwalke, griner han.

Kurt kom bedre fra start end mange havde ventet, og han fik sat et par pæne stød ind hos danskerne hjemme i stuerne. Indtil videre står han fortsat i ringen. Om der knockoutes afgøres næste gang, må tiden vise. Men meget kan ske, for den gamle ræv har appeal, og han er ikke nogen tøsedreng. Kong Kurt kalder de ham.

Dødsøjeblik
– Meget kunne være endt anderledes, inden jeg havnede her. Jeg er et nyt menneske i forhold til den gamle macho, jeg levede som, før min død i 2003. Den gang tog jeg hverken mig selv eller mit helbred alvorligt, og selv om jeg længe havde haft alvorlige problemer med lungerne, der gik i krampe under voldsomme hosteanfald, reagerede jeg først i det øjeblik, det hele klappede sammen. Jeg døde simpelthen.

Ifølge Kurt fortalte hans hjerne ham, at nu var det slut. Og mens det i selve dødsøjeblikket stod på, oplevede han alt omkring sig harmonisk og blidt. Han hørte fed bluesmusik og følte uendelig godhed rundt om.

– Men så da jeg var ved helt at give efter, sagde en anden stemme i hjernen: ’Du kan jo også slås imod’. Og så fik jeg øje på en modbydeligt skelet, som rakte ud efter mig. Vi røg i clinch. Seriøst. Men pludselig føler jeg, at jeg falder, og så sker der en masse mærkelige ting, inden jeg længe efter vågner op.

Uden mén
På hospitalet får sønnen Nicky og fruen, Marianne besked om, at der er en ca. fem procent chance for, at dette går godt, men allerede efter et par timer vågner Kurt, fordi hans hjerne ifølge ham selv koger og ikke kan holde uvirksomheden ud.

– Jeg vågnede uden mén. Helt uden hjerneskade. Eller rettere her er fruen og jeg uenige. Marianne mener, at jeg har fået adskillige hjerneskader, men lad det nu ligge. Summa summarum er, at vi får at vide, at dette kan ske igen. Og det gør det så igen for alvor i 2008.

I den mellemliggende tid oplevede Kurt, at hans ’crossover’ eller nærdødsoplevelse i den grad havde skærpet hans sanser. F.eks. havde han et elendigt syn, som kun hans macho-forfængelighed forhindrede ham i at afsløre med et par briller. Men pludselig kunne han se klart. Han kunne også høre de mest utrolige ting, og lugte og smage på et helt nyt plan.

Opkast
– Jeg har siden mødt andre, som også har krydset over, og de bekræfter, at alt bliver forøget med 1000 procent. Så jeg har valgt at se mit dødsfald som et los i nosserne fra min skaber om, at jeg skulle til at tage mig sammen.

To-tre gange om året frem til 2008 oplevede Kurt de voldsomme hosteanfald, der gjorde, at han lå og rodede rundt på gulvet i en blandt af opkast og diarré.

– Det var fandme råddent og beskidt at slås for livet, og det sendte iskold angst igennem min krop, men den lærte man mig at bekæmpe. Ud fra filosofien om, at ’døden er dit livs stærkeste ven. Han står altid for enden af vejen’, blev jeg instrueret i at gå ind i min angst. Bade i den så at sige. Tage fat om den og sige: ’I know you, you mother fucher’. Og det har virkelig hjulpet på angsten, men jeg bliver desværre stadig hidsig og rasende, griner han.

Angstbekæmpelse
I 2008 væltede tyk blod ud af munden på ham, og på hospitalet spurgte de, om han kunne tåle sandheden. Den viste sig at være en aggressiv tumor og max 30-40 dage tilbage at leve i.

– Her hjalp min angstbekæmpelse mig. For mens jeg lå der, fremmanede jeg det monster, der var ved at slå mig ihjel. Igennem fire nætter forsøgte jeg mentalt at tæve monsteret ud af min krop. Jeg mødte ham lige som i virtual reality, og jeg forsøgte at hugge ham ned, men kunne ikke ramme ham, og så til sidst åd jeg ham.

Efter den næste scanning viste Kurts tumor sig at være væk. Helt væk. Først troede lægerne ham ikke, når han fortalte, at han havde ædt den, men så til sidst mødte han nogle, som troede ham.

– Indtil for et år siden havde jeg kun en lungekapacitet på en liter. Men så besluttede jeg, at jeg ville tænke mine lunger raske, og for et halvt år siden var min kapacitet oppe på 3,5 liter.

Thyboe er overbevist om, at der har været en højere mening med alle fortrædelighederne, og at alt i virkeligheden handlede om, at han skulle lære at træne og holde sig i form.

– Tænk fra ikke at kunne røre mig uden at puste, kan jeg nu drøne rundt i træningssalen med Karina uden at gå i bro. Det er da fantastisk.