Maria Hirse: Jeg blev sexmisbrugt

Interview: Som lille pige gennemlevede Maria Hirse halvandet års mareridt. Nu har hun skrevet iskold krimi om pædofili, incest og mord

- Det er så vigtigt for mig at få fortalt, at man skal holde øje med signalerne. At man som voksen skal tage ansvar og handle, hvis man har mistanke om sexmisbrug. (Foto: Jesper Stormly Hansen)
- Det er så vigtigt for mig at få fortalt, at man skal holde øje med signalerne. At man som voksen skal tage ansvar og handle, hvis man har mistanke om sexmisbrug. (Foto: Jesper Stormly Hansen)
Der er blod og bræk overalt. Det stinker af urin og afføring fra mennesker og dyr. En fedladen, nikotinstinkende mor dyrker oralsex med sin retarderede søn. En 13-årig pige bliver sexmisbrugt og sprættet op, mens hun bliver videofilmet for at tilfredsstille pædofile mænd.

– Din nye bog er fyldt med ufattelig meget ondskab og grusomme mennesker.

– Det kunne have været meget værre, siger hun og kniber øjnene sammen.

Maria Hirse har skrevet en krimi. ’Samleren’, der udkommer 16.september. Det er et iskoldt og kærlighedsløst billede af perverterede relationer mellem mennesker.

– Du har skrevet selvbiografiske bøger om mobning, anoreksi, selvmordsforsøg. Hvorfor nu en krimi?

– Jeg har altid elsket blå blink, og jeg bliver mere og mere interesseret i det psykologiske aspekt, der ligger bag kriminelle handlinger.

– Vi har så travlt med at dømme andre, men det kan vi kun, hvis vi har levet deres liv. Der er altid en grund til, at man handler, som man gør.

– Det er dybt forkert, at et voksent menneske sexmisbruger et barn. Men gennem mit årelange arbejde som brevkasseredaktør har jeg fået indblik i pædofiles tankegang. Det menneske, der sexmisbruger et barn, har ofte selv været i stor smerte. Det undskylder absolut ikke deres handlinger, men i smerten findes forklaringen.

Denne gang har hun anbragt de værste sider af menneskesjælen midt i den nordsjællandske lykkeland. Selv bor hun i en lejlighed i Charlottenlund nord for København.

– Jeg har valgt at lade historien foregå i en af de rigeste kommuner, fordi pædofili foregår i alle sociale lag. På bagsiden slås vi alle med de samme problemer – uanset om vi bor nord for København eller i Tønder.

– Derfor har jeg forsøgt at vende vrangen ud og slå hul i den facade, som et menneske krampagtigt forsøger at holde fast på i angsten for, at alt ellers vil krakelere. Jeg vil gerne afsløre den pris, et menneske er parat til at betale for at opretholde facaden.

– Du skriver detaljeret og meget voldsomt, når du beskriver seksuelt misbrug af børn.

– Måske fordi der kommer en masse vrede ud, når det har med børn at gøre. Jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvad der sker med barnet.

– Har du selv været udsat for incest?

– Hvis det oven i købet er et menneske, du elsker, må det være en endnu større byrde. Incest nej. Men fra jeg var otte år – og halvandet år frem – blev jeg seksuelt misbrugt af en mand.

– Jeg kender smerten. Jeg ved, hvordan det er at føle sig fuldstændig alene. Hvordan det er ikke at vide, hvad man skal gøre. Jeg kender følelsen af stor ensomhed. Derfor ønsker jeg så inderligt, at vi bliver mere opmærksomme og ser signalerne, når et barn bliver misbrugt.

– Blev du ikke hørt dengang?

– Jeg sagde ingenting. Og jeg forstår godt, det har været svært at tyde signalerne, for jeg var i forvejen et meget depressivt og ulykkeligt barn. Min mor gjorde det bedste, hun kunne. Jeg bebrejder hende intet. Hun var alene med os tre børn. Det var hårdt.

– Hvorfor var du ulykkelig?

– Jeg var ikke god til at passe ind. I børnehaven forstod jeg ikke, hvad de andre legede –  og jeg stak af ind i min fantasiverden, hvor jeg legede, jeg var barn i en rigtig familie. Sådan en som de andre havde – med en far og en mor, en hund og bil. Hvor man tog på ferie og spiste hakkebøffer. Latterlige små ting, som jeg af en eller anden grund higede ufattelig meget efter. Jeg var meget sensibel, og jeg havde brug for noget andet end det, der lige var mulighed for at give mig.

– Det fortsatte i folkeskolen. Jeg kunne ikke finde ud af at passe ind og stak af fra skolen. Jeg valgte at flygte og begyndte på den måde at bevæge mig ud mod den brogede kant. Tog ud til manden med hestene. Det var prisen, jeg måtte betale, for at have et sted at være.

– Og du fortalte ingen, hvad han gjorde ved dig?

– Nej. Jeg tænker tit på hvorfor. Hvad det var, der gjorde, at jeg ikke gik hjem og fortalte om det? Hvad holdt mig tilbage?

– En af grundene var måske, at min mor på det tidspunkt havde fundet en mand. Og vi havde fået bil – og hund. Jeg ønskede ikke at skabe flere problemer, når det nu så ud til, at vores familie var ved at få det bedre.

– Var han brutal?

– Jeg var bange for ham. Han sparkede altid til dyrene. Han var en led satan.

– Jeg kunne mærke, at det, han gjorde ved mig, var forkert, og jeg havde det meget dårligt, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde aldrig før set en nøgen mand. Ikke engang en mand i underbukser. Mænd var ikke en del af min hverdag. Så jeg var i tvivl.

– Måske var det mig, der var noget galt med. For måske gjorde han det, fordi han kunne lide mig. Og hvis jeg sagde, han ikke måtte, så ville han bare sige, jeg ikke måtte komme og ride på hestene.

Maria Hirse henter uden besvær billederne frem fra dengang. De vælter ud:

– Hans negle var lange og sorte. Og der var så beskidt på gården. Hans søn boede der også. Jeg var oppe i hans lejlighed, hvor der stod en masse kattemad, men han havde ingen kat. Han spiste kattemaden. Det hele var sådan  ... ardd. Lugten sidder i mig den dag i dag. Jeg kan heller ikke lide lam – og lugten af får.

– Han solgte får, som blev slagtet på en bestemt måde. Inde i en hal med betongulv, hvor der var sådan nogle kroge, de blev hængt op på. Når man kom derhen, så kunne man høre dyrene skrige. Nogle gange havde de ikke lukket døren, så man kunne se, hvordan de stod derinde og sprættede dyrene op. Bagefter var der blod og indvolde over det hele. Det lå der i flere dage. Jeg kan huske den sødlige lugt. Af dyr, af død og blod.

– Hestemanden fik sådan nogle store sække fyldt med gammelt wienerbrød til dyrene. Det sad vi og spiste. Det hele var bare så ulækkert  ... sådan  ... en lorteperiode.

– Hvad med din egen datter. Hvordan passer du på hende?

– Fuldkommen roligt. Man skal jo heller ikke skræmme børnene, så de bliver bange for verden. Hun er kun ni år. Hun skal vide, at ingen må kysse hende, som om de var kærester, men jeg vil ikke gøre hende bange. Jeg er sikker på, at jeg er så ’aware’, at jeg vil opdage ethvert tegn.

– Der er masser af sex og mennesker i din bog. Der er ægtefolk, forældre, kolleger, børn og relationer. Men ingen kærlighed?

– Er der ikke? Det er egentlig forfærdeligt! Men du har ret.

– Det er jo heller ikke en kærlighedsroman, og måske skrev jeg den også i en tid, hvor det var mørket, jeg så. Men jeg får masser af kærlighed fra mine børn.

– Nu må jeg da vist snart skrive en positiv bog. Men det bliver ikke i den næste, der også er en krimi. Den skal foregå i det religiøse miljø i Vestjylland.

– Du har levet sammen med tre mænd. Det er gået i stykker. Hvorfor kan du ikke finde ud af det med kærligheden?

– Jeg er uddannet familieterapeut, og jeg er hamrende god til at løse andres problemer – men ikke mine egne. Da jeg var yngre, var en af grundene, at jeg gav hurtigt op. Også for hurtigt. Og jeg flygter, når der er noget, jeg ikke magter. Jeg har svært ved at blive i smerten. Det er ikke et heldigt mønster.

– Har du fortrudt?

– Nej! Der er altid en grund til, at man handler, som man gør.

– Og nu er du single. Drømmer du så igen om en rigtig familie?

– Nej, nej. Og jeg frygter ikke for mine børn. De har en far! Der skal eddermame meget til for at lokke mig til et parforhold igen. Lige nu har jeg nok i mine børn og mine bøger.

– Det kan da være fantastisk at være to. Dejligt at have en klippe at falde tilbage på. Men hvis det alligevel bare står der som et blævrende isbjerg  ... så orker jeg det ikke. Jeg er lykkelig alene.