
– Vi kunne ikke blive enige om fordelingen af pladen. Jeg mente en ting og han en anden. Og KODA har regler om, at de ikke udbetaler royalties, før der er enighed om fordelingen. Så de indefrøs udbetalingen, indtil vi nåede til enighed, siger Remee.
Det lykkedes først flere år efter, at disputten var opstået.
160.000 kr. skilte de to
– Efter en årrække foreslog jeg, at vi skulle løse det med hjælp fra en fælles ven, Elias, der arbejder på EMI. Det var 160.000 kroner, der skilte os, og efter at jeg havde foreslået, at vi gav dem til velgørenhed, foreslog han, at vi slog halv skade, siger Remee til Ekstra Bladet.
Det betød, at Remee måtte udbetale 80.000 kroner til Holger Lagerfeldt for at kunne fastholde sit krav over for KODA.
Dommeren fra 'X Factor' har de seneste fem-seks år troet, at de havde den aftale – og at alle var glade.
Skrev, han var tilfreds
– Dengang skrev han til mig, at han var glad for aftalen, at han havde respekt for mig, og at han syntes, jeg var dygtig. Derfor er jeg monster-ked af at blive hængt ud i et debatforum på den måde, siger Remee.
– På pladen står der jo, at det er skrevet og co-produceret af os begge, siger Remee.
Han ses ikke længere med barndomsvennen Holger Lagerfeldt, som han gik i skole med.
– Jeg er ked af den her disput, for jeg plejer ikke at have bitre fights med dem, jeg arbejder sammen med. Men Holger og jeg havde nogle personlige ting, siger Remee, uden at gå i dybden med, hvad de personlige ting drejede sig om.
Syngende lussing
Derimod vil han gerne tale pænt om den mand, der på sin debatside gav ham en syngende lussing med sætninger som ’Den slags sager om knust tillid, musikalsk hjerteblod, millioner af kroner og ære giver ar på sjælen’. ’Han havde snydt og bedraget mig på groveste vis for ussel mammon og griskheden efter anerkendelse’.
– Han er sindssygt dygtig – han var det i hvert fald dengang. Jeg har i seks år tænkt, at det var godt, at den her sag blev løst. Og så sker det her. Det er jeg enormt ked af, siger Remee til Ekstra Bladet.