Ifølge to centrale politikilder tæt på efterforskningen afleverede sangeren Isam B fra den populære rap- og popgruppe Outlandish dyrt mærkevaresportstøj til den 19-årige terrormistænkte 'E' i fængslet. Det skriver SE og HØR.
Tøjet bar 'E' senere under retssagen i Østre Landsret. Derudover modtog E ifølge ugebladet breve, hvori Isam B erklærede sin støtte til den terrormistænkte - blandt andet med ordlyden 'Hold ud' og 'typisk dansk racisme'.
Også Isam B's bror - der er gift med 'E's søster - har vist interesse for sagen og mødte flere gange op i Østre Landsret.
De 12 nævninge i sagen mente, at 'E' var skyldig i planlægning af et terrorangreb, men 'E' blev frikendt af dommeren.
Siden frikendelsen er der kommet nye beviser på banen, og anklagemyndigheden forsøger igen at få 'E' dømt.
De nye beviser tæller blandt andet en dvd, der indeholder en præcis beskrivelse af, hvordan en fuldt funktionel terrorcelle skal bygges op. Politiet har længe været i besiddelse af dvd'en, men det er ifølge anklagemyndigheden først nu, at det er lykkedes at bryde krypteringen.
Den 19-årige afviser ethvert kendskab til dvd'en, der blandt de i alt 844 filer også indeholder flere bombemanualer.