Jeg fik flækket leveren

Søs Egelind taler for første gang ud om sit smertehelvede, efter hun blev sparket af sin hest for et halvt år siden

- Det var virkelig en traumatisk oplevelse, lyder det fra Søs Egelind, som fik omfattende skader, da hendes egen hest sparkede hende for et halvt år siden. (Foto: Polfoto)
- Det var virkelig en traumatisk oplevelse, lyder det fra Søs Egelind, som fik omfattende skader, da hendes egen hest sparkede hende for et halvt år siden. (Foto: Polfoto)

Det var langt mere alvorligt, end Søs Egelind i første omgang gav udtryk for, da hun sidste år blev ramt af et spark af sin egen hest.

Nu fortæller hun nemlig for første gang om den forfærdelige dag, der kunne være endt så galt, da en af hendes heste sendte hende til tælling på et splitsekund og lænkede hende til sengen i en måned.

Mandag 7. august sidste år gik hun som så mange gange før ud for at lukke sine to heste ind.

De er opstaldet derhjemme og skulle ind i folden, da uheldet indtraf som lyn fra en klar himmel.

Hændeligt uheld
– De gik jo ikke efter at ramme mig. Men de sloges, og ved et uheld kom den ene til at ramme mig med bagbenene. Det var et hændeligt uheld, siger Søs Egelind.

Hun røg med det samme bagover, da hun blev ramt af den voldsomme kraft, der pludselig blev hamret ind i hendes overkrop.

Den dag i dag ved hun ikke, hvordan hun kom ind i huset for at skaffe hjælp.

Et øjeblik leger ordene med ideen om, at hun måske er kravlet ind.

– Men nej, jeg ved det ikke, siger hun stille.

Detaljerne om, hvad der så skete, er meget slørede, men kort efter, at hun havde skaffet hjælp, blev hun med udrykning kørt fra hjemmet i Najede i Nordsjælland til Hillerød Sygehus, hvor lægerne straks gik i gang med at besigtige skaderne.

Voldsom omgang
Og de var langt mere omfattende, end Søs Egelind senere gav udtryk for.

– Ja, min lever flækkede, og to ribben brækkede, fortæller skuespilleren.

Efterfølgende fortalte hun Ekstra Bladet, at hun kun regnede med, at hun skulle være indlagt tre-fire dage, mens en anden avis kunne melde, at hun allerede var udskrevet.

Men skaderne var så alvorlige, at Egelind måtte finde sig i at være indlagt på hospitalet i to uger.

– Og bagefter skulle jeg ligge i fuldstændig ro derhjemme i to uger. Jeg kunne ikke noget som helst. Det var fandeme en voldsom omgang, siger hun i dag – et halvt år efter ulykken.

At hun var stærkt medtaget af ulykken, vidner hendes hukommelse om.

Dagen efter ulykken ringede Ekstra Bladet til hende på hospitalet. I første omgang havde hun ikke lyst til at tale, men et par timer efter ringede hun selv op og fortalte sin historie.

– Men jeg kan slet ikke huske, at vi talte sammen dengang. Jeg har ingen erindring om det, siger Søs.

Ingen mén
– Har du så stadig hestene?

– Ja, men det var virkelig en traumatisk oplevelse og jeg har klart fået mere respekt for dem. Jeg har været hestepige, siden jeg var omkring seks eller syv år gammel, og jeg var måske blevet lidt for lemfældig i omgangen med dem.

– Men jeg vil ikke skille mig af med dem. Jeg kender dem jo, siger skuespilleren.

I dag er hun fuldstændig raskmeldt og har gudskelov ikke fået mén af ulykken, der kunne have fået en dødelig udgang, hvis hestens bagben havde ramt længere oppe.

Så var det gået ud over hovedet, og det er ikke sikkert, hun havde overlevet et så hårdt spark.

Nu kan hun imidlertid glæde sig over, at hun ikke kun er raskmeldt, og den traumatiske oplevelse ligger bag hende.

Har det godt nu
Hun kan også glæde sig over, at karrieren buldrer derudad.

Hun afløser Hella Joof som dommer i ’Gu’skelov du kom’, hvor hun sammen med komikeren Sebastian Dorset skal bedømme skuespilleres evner.

Samtidig barsler hun med en ny omgang ’Kongeriget’ med Kirsten Lehfeldt, ligesom der forhandles om filmroller og en anden tv-rolle, som hun ikke kan afsløre endnu.

– Så jeg har det godt nu, siger Søs Egelind.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.