Dots venner skrider på grund af Morten

- Folk vil hellere vende mig ryggen end at møde Morten og lære ham at kende. Det gør mig vred, siger Morten Messerschmidts kæreste Dot

- Jeg er gøgler af Guds nåde. Det ligger i blodet. (Foto: Mads Winther)
- Jeg er gøgler af Guds nåde. Det ligger i blodet. (Foto: Mads Winther)

Har du aldrig drømt om et andet job end Bakkens Hvile og livet som teltholder?

Faktisk læste jeg jura i to år, fordi jeg ville være Perry Mason. Og jeg har også gået på teaterskole i The Village i New York. Det var kun i ferierne, at jeg arbejdede på Bakken. Først sprang jeg til som servitrice i Hvilen. Siden fik Hardy Dræby alias Mona Lisa mig i gang som syngepige, fordi der lige manglede én. I år er det 30 år siden, jeg første gang fik løn for at være i Bakkens Hvile. Min fars familie var cirkusartister, og min mors var teltholdere på Dyrehavsbakken. Jeg er gøgler af Guds nåde. Det ligger i blodet.

Hvad med dine døtre. Har de heller aldrig ønsket dig anderledes?

Jo. De er 13 og 16 år, og de har af og til været trætte af mine arbejdstider og mit syngepige-image. Men sjovt nok har de ikke noget bud på, hvad de synes, jeg skulle lave i stedet. Jeg vil dog indrømme, at den dag Ekstra Bladet valgte massivt at eksponere mit forhold til Morten med et foto af mig i en cancan, hvor jeg var fotograferet helt op til trusserne, og hvor man tilmed havde indkopieret Morten mellem mine ben, det syntes de ikke var sjovt. At blive præsenteret for den slags på sidste skoledag i Tivoli sammen med klassen, er ikke noget man går og drømmer om.

Men pigerne har et godt forhold til Morten?

De kender ham ikke rigtigt endnu, men vil gerne møde ham – i modsætning til mange andre, der lader snæversyn og fordomme styre. Det er udtryk for dumhed på et niveau, hvor selv guder kæmper forgæves. Mange mennesker, som jeg i mange år har haft et godt forhold til, har vendt mig ryggen på grund af Morten, og det sårer mig dybt.

Er det den store aldersforskel, eller er det Dansk Folkeparti, folk ikke kan lide?

Morten er 26 år, og jeg er 49. Alene det gør selvfølgelig vores forhold til ’en god historie’. Jeg har intet imod, at folk griner. Men der er forskel på en sund latter og på hånlig latterliggørelse. Den slags gør mig gal og stædig. Den offentlige mening er på dette punkt så uigennemtænkt, at man kan frygte, at Morten og jeg bliver så indædte i vores bestræbelser på at vise folk, at de ikke skal bestemme, hvad der er passende, at vi måske mister fokus og trækker vores forhold langt længere, end det kan bære. Men for de fleste er Mortens politik det værste.

Du lyder bitter?

Ikke bitter, men måske undrende. Ved du hvad? Min familie kom til Bakken i 1913. Jeg er fjerde generation herude, og til daglig kører jeg 16 forretninger inklusive Bakkens Hvile, samtidig med at jeg optræder om aftenen. Folk kender mig. De har i mange år respekteret mig som en dygtig forretningskvinde, men lige pludselig er jeg for nogen persona non grata på grund af min forelskelse i en mand. Det gør rigtig ondt. Det er jo Morten og ikke Dansk Folkeparti, jeg er kæreste med. Morten er en intelligent, behagelig, sjov og vidende mand. Han er ikke ’kun’ en ung mand på 26 år. Han er en voksen mand, som det er pragtfuldt at være sammen med. Men folk vil hellere vende mig ryggen end at møde ham og lære ham at kende.

Forholdet har altså haft store konsekvenser?

Ja. Og det gør mig trist, når mennesker, der ved, hvad jeg står for, og som har kendt mig så længe, ikke ræsonnerer, at ’når Dot synes, han er o.k., så må han være o.k.’. Jeg er umiddelbar, og hvis jeg ikke kunne acceptere ham etisk og moralsk, var jeg ikke sammen med ham. Hvis Morten virkelig havde heilet i Grøften, ville jeg aldrig have rørt ham med en ildtang. Men det gjorde han ikke. Jeg kendte ham ikke på det tidspunkt, men jeg så jo, hvad der skete, og derfor blandede jeg mig, da beskyldningerne tårnede sig op. Og jeg gjorde det kun, fordi jeg var 100 procent sikker. Som forretningskvinde anerkender jeg vigtigheden af at have orden i detaljerne.

Er du politisk engageret?

Nej. Jeg har i hvert fald aldrig nogensinde læst et partiprogram, men jeg stemmer da. Mit valg af parti er vel nærmest familiebestemt. På et eller andet tidspunkt har min familie fundet ud af, at i forhold til vores holdninger og vores placering i samfundet hører vi nok politisk til der, og det parti er bestemt ikke Dansk Folkeparti. Morten har sine holdninger, og jeg har mine. Det er ikke tanken, at jeg skal til at ledsage Morten til landsmøder eller partiweekender. Men vi har faktisk skønne politiske diskussioner.

Tror du på den altopslugende kærlighed?

Jeg tror på, at man på sin vej i livet skal sige ’ja’ til noget, selv om det koster. Det er bare vigtigt at huske, at der er andre end en selv, der påvirkes af det, man siger ja til – især når man har børn. Men der findes tidspunkter, hvor den kærlighed, man føler, gør en stærk nok til at bære alt muligt andet –?også andres fordømmelse.

Kommer Morten i Hvilen?

Ja, det gør han. Folk er flinke, når de møder ham. Det er det, der sker i det skjulte, der er ubehageligt.

Har der ikke altid været blæst om Bakkens Hvile?

De gamle fordomme trives selvfølgelig, men i langt mindre grad end før. Fra 1938 til 1977 havde vi striptease. Det lagde naturligvis et vist niveau. Og i manges bevidsthed var syngepigerne nogle store matroner, der var rappe i kæften og sang sjofle sange. Men vores shows er i dag moderniseret og tilpasset tiden. Vi kører et tre timers show med antydninger og gamle sange. Hvis vi havde det samme ordforråd, som de har i Ørkenens Sønner, ville vi være vildt platte, fordi vi er kvinder.

Hvilken musik hører du selv?

Svenske viser, f.eks. elsker jeg Evert Taube. På andre tidspunkter er det Gary Moore og Led Zeppelin. Eller klassisk. For tiden er jeg ved at få introduktion til Beethovens værker. Det er Mortens yndlingskomponist, og jeg må indrømme, at jeg, før jeg mødte Morten, kun kendte Den 9. Symfoni.

Hvad er dit største håb?

At folk i almindelighed kunne give lidt mere rum til andre. Det, jeg har oplevet igennem de seneste måneder, har vist, at der generelt ikke er ret højt til loftet mange steder, og at skadefryd virkelig er i højsædet. Mange har sagt: ’O.k., så har han ikke heilet, men så har han nok lavet så meget andet. Det har en karl som ham altid’. De holdninger er forfærdelige. Jeg håber, at folk kan blive mere vidtfavnende.