Uffe Holm tjener millioner på ny dvd

Stand-up-komikeren Uffe Holm kalder en spade for en spade og griner hele vejen til banken

- Hvis nu jeg stiller mig ved siden af det her døde træ, så kan det være, at anmelderne finder mig interessant. Så kan det være, de finder substansen i mine shows, griner Uffe Holm, hvis succes-dvd'ers vittigheder ikke altid er faldet i god jord hos netop anmelderne. (Foto: Thomas Lekfeldt)
- Hvis nu jeg stiller mig ved siden af det her døde træ, så kan det være, at anmelderne finder mig interessant. Så kan det være, de finder substansen i mine shows, griner Uffe Holm, hvis succes-dvd'ers vittigheder ikke altid er faldet i god jord hos netop anmelderne. (Foto: Thomas Lekfeldt)
Alle medarbejdere på Universal Music i København hilser hjerteligt på Uffe Holm. Der bliver trykket næver, uddelt krammere og kække kommentarer. Stand-up-komikeren falder naturligt ind blandt rækkerne af guld- og platinplader på væggene.

– Min nye dvd er forudbestilt i over 20.000 eksemplarer. Det er sgu meget godt. Jeg får 45 til 50 kroner pr. eksemplar, der bliver solgt, så jeg kommer vel til at tjene et par millioner kroner, siger Uffe Holm uden pral i stemmen – han svarer bare nøgternt på spørgsmålet.

På gulvet ligger den tro følgesvend Ludvig – der er en hund! – og grynter. Ved det ovale bord sidder Uffe Holm. Indimellem med et bræt i ryggen. Andre gange henslængt.

– Jeg har lavet alle mulige former for underholdning, men stand-uppen er min hjemmebane. Det er det, jeg brænder for. Det er her, jeg er skidegod, konstaterer han.

Ydmyg for faget
Hjemmebanen giver afregning ved kasse ét.

– Det koster 25.000 kroner at hyre mig til en halv times optræden. Det er prisen. Egentlig kunne jeg sagtens tage 30.000 kroner, men man skal heller ikke blive grådig. Det handler om at være ydmyg over for sit fag, siger Uffe Holm.

Ydmygheden til trods er det gået over al forventning for Solrød-drengen. Den fede Porsche Carrera, det eksklusive ur og villaen i Holte viser succesen.

– Da jeg fik råd, købte jeg en Porsche og et Rolex-ur. Jeg ved ikke, hvornår succesen stopper, og hvor længe jeg lever, så jeg vil hellere bruge mine penge nu i stedet for at være det rigeste lig på kirkegården.

Debut som 17-årig
Succesen og de 14 år som komiker har gjort Uffe Holm til stand-up-nestor i en alder af kun 31 år. Det giver en komisk ballast, som han ikke er bange for at dele ud af.

– Mange stand-uppere tør ikke sige tingene lige ud. Det synes jeg ikke holder. Når jeg siger tingene, som de er, skaber jeg billeder hos publikum.

– I ’Flashback’ taler jeg om den seksuelle lavalder og alkohollovgivningen, der forbyder salg af sprut til unge under 16 år. For eksempel må en knægt på 15 år gerne sende sin skoldhede sperm i hovedet på sin kæreste, men han må ikke byde hende en kold Hof bagefter. Det billede får publikum til at se det groteske i lovgivningen.