Årets komiker: Min kone skal have æren

Anders Matthesens manager - der også er hans kone - fik en dybfølt tak, da han vandt prisen for årets komiker

Anders Matthesen afslørede, at der står to personer bag hans one man show. Nemlig ham selv og hans kone. (Foto: Rumle Skafte)
Anders Matthesen afslørede, at der står to personer bag hans one man show. Nemlig ham selv og hans kone. (Foto: Rumle Skafte)


Anden er 'årets komiker'

For anden gang i karrieren kan Anders Matthesen kalde sig for årets komiker. Prisen og æren fik han søndag aften, hvor Zulu Comedy Galla blev afholdt i Operaen i København.

Andens månedsløn: 300.000 kroner

Men selvom det er oneman-showet 'Anders', der er baggrunden for, at komikeren får prisen, så er han i virkeligheden langt fra så alene, som når han står på scenen, og han vil da heller ikke have hele æren.

Tæt samarbejde
Den skal også tilfalde hans kone, der også arbejder som hans manager.

- En stor del af det show er Cemilles fortjeneste. Vi har lavet det tæt sammen. Hun har instrueret, været manager, hjulpet med at finde jokes, været med på alle prøveaftener, siddet med et videokamera og jammet over alt fra titlen på showet til plakaten, fortæller Anders Matthesen.

Andens kone får ikke en krone

- Det er dejligt at arbejde sammen. Det er meget værdifuldt at finde en, der har så mange af de samme observationer, som man selv har. Jeg har sjældent haft nogen, som jeg stoler så meget på, og som kan være med til at sige de rette ting på det rette tidspunkt, siger han.

- Men det er ikke kun arbejde, det er også en kæmpe fornøjelse.

Overrasket og dobbelt glad
Første gang han vandt prisen for årets komiker, var i 2009. At vinde den igen havde han ikke regnet med.

- Det er jo dobbelt så godt, det er fantastisk. Det er jo et kæmpe eventyr, siger han.

- Jeg har gjort mig umage, som jeg altid gør, men jeg havde da tænkt, at med det lineup af nominerede, der var i år, så ville der nok være nye vinde, der blæste. Så jeg er ret overrasket over, at man efter 20 år som komiker stadig kan rive nogle stemmer fra folk, siger han.

Det er nemlig comedy-fans, der har stemt på, hvem der skulle vinde prisen.

- Det er jo dem derude, jeg laver mine ting til, og det er dem, der driver hele værket. Så derfor er det en kæmpe anerkendelse, at de bliver ved at stemme på mig, siger han.

Showet kan ses på TV2 Zulu søndag den 1. september.