Ekstra Bladet på ulykkesstedet: Arbejdstilsynet ankommet

Arbejdstilsynet er netop nu ved at undersøge, hvad der skete ved traktorulykken tidligere i morges

Kender du noget til ulykken? Så send os en mail til 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)

Ekstra Bladets udsendte medarbejder befinder sig på det sted, hvor en ulykke i morges fandt sted i forbindelse med optagelserne til den næste Lille Per-film i rækken, 'Far til fires vilde ferie'.

Ved ulykken faldt skuespiller Bodil Jørgensen, der spiller fru Sejersen i filmen, af en traktor og blev samtidig ramt af køretøjet.

Skuespiller Bodil Jørgensen kvæstet i traktorulykke

Hun blev først kørt til Sydvestjysk Sygehus med alvorlige kvæstelser, og er nu blevet overflyttet til Odense Universitetshospital.

Selskabet bag filmen, ASA Film Production, oplyser til Ekstra Bladet, at hendes tilstand er stabil.

Til Ritzau oplyser ASA Film Productions direktør, Henrik Møller-Sørensen, at han har fået oplyst, at Bodil Jørgensen har fået trykket nogle ribben og har det skidt.

Ekstra Bladet erfarer, at traktoren kørte op ad det stejle dige, men lige inden den når toppen, begynder den at rulle baglæns. Traktoren vælter dog ikke på noget tidspunkt.

Bodil Jørgensen kvæstet: Sådan skete ulykken

Nu står traktoren, en Mccormick 523 Diesel med et lille påmonteret lad bagpå, ude på den vej, der løber langs diget på siden ind mod land.

Var traktoren rullet blot tre-fire meter længere tilbage, ville den være væltet ned i en grøft.

Lige nu er en bilinspektør på ulykkesstedet ved at lave opmålinger for at finde ud af, hvordan ulykken kunne ske.

Arbejdstilsynet er også ankommet til stedet for at undersøge køretøjet og tale med personer fra filmsettet, der har set ulykken.

Sammen med Arbejdstilsynet er tre-fire personer fra filmsettet, der dog ikke ville fortælle Ekstra Bladet, hvem de er, og heller ikke har nogen kommentarer, men henviser til, at ASA Film Production udsender en pressemeddelelse.

Området omkring digerne er meget øde, så formentligt er det kun folk fra filmsettet, der har overværet ulykken.

Ekstra Bladet har dog talt med en lokal beboer, der hørte udrykningen tidligere i dag.

- Jeg hørte et udrykningskøretøj i morges, og det sker jo ikke så tit herude, så jeg undrede mig selvfølgelig over, hvad det var, fortæller Berit Nielsen, der er ansat ved Mandøbussen. Hun tog efterfølgende kontakt til filmholdet og tilbød sin hjælp, men på det tidspunkt havde politi og redning allerede styr på episoden.

Bodil Jørgensen på plakaten i aften



Skuespilleren Bodil Jørgensen, der onsdag morgen kom ud for en alvorlig ulykke ved Mandø i Vadehavet under optagelserne til en ny 'Far til fire'-film, har senest høstet mange anmelderroser for sin indsats i Tivolis sommerrevy 'Tam Tam i Glassalen'.

* Født 3. marts 1961 (53 år).

* Uddannelse: Påbegyndte en uddannelse til skuespiller under sine studier i engelsk litteratur på Aarhus Universitet. Afsluttede skuespilleruddannelsen fra Statens Teaterskole i 1990.

* Karriere: Har været tilknyttet flere teatre, blandt andet Det Kongelige Teater fra 1996, men det er også blevet til adskillige filmroller. Hun har spillet med i både 'Hvidsten Gruppen' og Lars von Triers 'Idioterne', ligesom hun medvirkede i TV2-serien 'Badehotellet'. Kendes desuden af mange fra DR2-satiren 'Rytteriet'.

* Priser:

2013: Robert for bedste kvindelige hovedrolle for 'Hvidsten Gruppen'.

2011: Teaterpokalen.

2011: Robert for bedste kvindelige birolle for 'Smukke mennesker'.

1999: Bodil for bedste kvindelige hovedrolle for 'Idioterne'.

1999: Robert for bedste kvindelige hovedrolle for 'Idioterne'.

* Privat: Bor på Nørrebro i København med sin mand, filmfotograf Morten Søborg, med hvem hun har en datter. Har to sønner fra et tidligere ægteskab.

/ritzau/