Cecilie Frøkjær: Det værste var vækkeuret

Den 46-årige studievært har søgt nye udfordringer på TV 2, fordi hun trængte til at ruske op i sit arbejdsliv

Cecilie Frøkjær stopper som 'Go' Aften'-vært, men fortsætter på TV 2. (Foto: Thomas Sjørup)
Cecilie Frøkjær stopper som 'Go' Aften'-vært, men fortsætter på TV 2. (Foto: Thomas Sjørup)

Efter knap 20 år som vært på først 'Go' Morgen Danmark' og derefter 'Go' Aften Danmark' er det slut med Cecilie Frøkjær som fast inventar i de populære programmer.

Som TV 2 tidligere i går meldte ud, fortsætter den 46-årige tv-vært dog på stationen, hvor hun blandt andet er ved at optage serien 'Danmarks dejligste slotshoteller'.

- Nu har jeg i 18 år haft en vagtplan, der kørte på samme måde. Først på 'Go' Morgen' og nu på 'Go' Aften', så jeg havde simpelthen brug for at ruske lidt op i mit arbejdsliv og prøve noget andet. Derfor tænkte jeg, at det var på tide, at ryste tæppet lidt, og så er det jo bare superheldigt, at TV 2 har sagt, at 'så finder vi på noget andet', siger Cecilie Frøkjær over telefonen til Ekstra Bladet, minutter inden hun møder ind til sin sidste udsendelse på 'Go' Aften Danmark' fredag aften.

Populær Go'aften Danmark-vært stopper

Udover at være på slotshotel-turné skal hun også være med til TV 2s 'Knæk Cancer' i oktober og til årskavalkaden sidst på året.

- Og så skal jeg udvikle noget selv, men det må man aldrig sige noget om. Men jeg kommer til at bruge noget tid på at udvikle noget, som, jeg meget håber, bliver til noget. Det er lidt et hjertebarn, og noget jeg i nogle år har drømt om måske at kunne gøre til virkelighed, fortæller Cecilie Frøkjær.

Cecilie Frøkjær: Mit vildeste interview

Det bedste over hendes 'Go' Morgen' og 'Go' Aften'-år har været at komme i kontakt med mennesker fra alle lag i Danmark og at få lov til at dykke ned i mange forskellige historier, fortæller hun. Omvendt var det værste mødetiderne på 'Go' Morgen Danmark', hvor hun blandt var vært sammen med Michael Meyerheim.

- Det værste var samlet set nok lyden af et vækkeur, som ringede på et tidspunkt, hvor man slet ikke forstod, at det skulle ringe, griner hun.

- Overvejede du at forlade TV 2?

- Det fik jeg i virkeligheden ikke brug for at tage stilling til, fordi der bare har været forståelse fra TV 2's side. Beklagelse, men forståelse. Derfor kan man sige, at jeg ikke har været nødt til at forholde mig til, hvad der skulle ske, hvis de ikke havde noget andet.

Frøkjær afhængig af nikotinplaster

- Er der stadig ting, du drømmer om at prøve af, som du ikke får lov til i din nye stilling?

- Jeg har været super priviligeret og får lov til at prøve så meget af det, jeg gerne vil, så der er ikke noget, jeg kan pege på lige nu, andet end de projekter, som jeg skal i gang med, som, jeg meget håber, kan blive til noget.