
Skønheds-fronten: Gudesmukke 52-årige HELENA CHRISTENSEN er smukkere end nogensinde, og hemmeligheden bag hendes absolutte topform er åbenbart daglig poledancing og bade i iskoldt vand.
Jeg siger pænt tak for skønhedstippet! Så lever jeg hellere bare videre med to hager, fire kilo løs hud og massive elskovshåndtag, tak!
Afslørings-fronten: Det er da meget muligt, at JAKOB ELLEMANN endnu ikke har haft stor succes som formand for Venstre. Men nu har Ellemann været medvært i TV 2’s ’Natholdet’, og her kom det frem, at Jakob Ellemann faktisk er en forbløffende god danser – ja, det sagde han selv!
Jamen som Gummi Tarzan siger, så er der jo altid noget, man er god til.
Kårings-fronten: Ruslands mest sexede mand er netop blevet kåret af russerne selv. Og til alles knap så store overraskelse blev vinderen ... VLADIMIR PUTIN!
Mon ikke det i virkeligheden er Vladimir Putin, der har kåret Vladimir Putin!
Altså, medmindre russerne virkelig tænder på midaldrende, kødpølsefarvede, tyndfede mænd i bar mave med en bøsse i favnen! Jeg kan næsten ikke tro det!
Alderdoms-fronten: Stensikre alderdomstegn i løbet af 50’erne:
1) Hele aftrykket fra hovedpuden sidder fast i ansigtet, fra man vågner om morgenen og et par timer frem.
2) Mænd begynder langsomt at udvikle øjenbryn som OLE ERNST og ører som JENS GAARDBO!
3) Sandsynligheden for, at falde i søvn på sofaen MED læsebriller efter klokken 22 er 89 procent. Til gengæld er sandsynligheden for, at nogen pifter efter én på gaden 0,4 procent!
Fedt!
Corona-fronten: Danskerne skal CORONA-TESTES to gange om ugen, siger Mette Frederiksen. Ventetiden i tirsdags var mellem 45 minutter og 3 timer!
Øh, skal hele dronningeriget arbejde på halvtid, fru statsminister?
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Læs flere af Lotte Reimars klummer her
Lotte Reimar: Jeg går kun efter sild og snaps