Begræder Dyrlunds død: - Livet er uretfærdigt

På de sociale medier vælter det ind med reaktioner på youtuber Albert Dyrlunds død

Der er stor sorg på de sociale medier over Albert Dyrlunds død. Foto: Michael Bager/Ritzau Scanpix
Der er stor sorg på de sociale medier over Albert Dyrlunds død. Foto: Michael Bager/Ritzau Scanpix

Den kendte danske youtuber Albert Dyrlunds tragiske dødsfald har allerede fået en lang række kendte danskere til tasterne på sociale medier, hvor de udtrykker deres sorg over tragedien og sender varme tanker til Dyrlunds familie.

Det gør blandt andet 'Paradise Hotel'-deltagerne Anne Plejdrup og Nikolaj Hvidman, der begge har delt opslag på deres Instagram-profiler.

Dyrlund skrev for nylig sangen 'Sommer', hvori han nævner 'Paradise'-parret.

'Hvor er livet bare uretfærdigt, himlen har fået en smuk stjerne - tak for alt Albert, din livsglade og skøre dreng. Alle mine tanker går til din familie og venner, hvil i fred. Husk hinanden, det kan være slut, inden man ved det', skriver Anne Plejdrup til opslaget, hvor hun har delt et billede af Dyrlund.

Til Ekstra Bladet fortæller Anne Plejdrup, at hun er i stor sorg.

'Jeg vil huske Albert for hans sindssyge ideer, hans glade aura og hans omsorgsfulde personlighed', skriver hun i en besked og fortsætter:

'Danmark har i sandhed mistet en kæmpe personlighed, og han vil blive savnet af alle'.

'Uretfærdigt'
Hendes kæreste, Nikolaj Hvidman, har også delt et billede af Dyrlund.

'Det her så sørgeligt! Livet er uretfærdigt nogle gange, og den her gang er det! Mine tanker går til hans familie og nærmeste. Du vil blive savnet af rigtigt mange mennesker', skriver Nikolaj Hvidman i sit opslag.

Også den danske gamer og youtuber ComKean har delt et opslag på Twitter.

'Fuck, det kan sgu da ik passe?! Ved slet ikke hvad jeg skal sige lige nu! Tanker til hans familie, rip Albert', skriver han i opslaget.

Det samme har youtuber Mark Tange, der skriver, at han for nylig var sammen med Dyrlund.

Influencer Anders Hemmingsen har ligeledes delt et opslag, som bliver heftigt kommenteret.

'Alt for tidligt! Tak Albert for alle grinene og de mange hyggelige stunder. Mine tanker går til din familie ... Kan ikke begribe du ikke er iblandt os længere', skriver dj'en Faustix blandt andre.

'Nej hvor er det forfærdeligt', skriver den tidligere vinder af 'Paradise Hotel' Lenny Pihl.

Tragisk ulykke
22-årige Albert Dyrlund omkom ifølge Ekstra Bladets oplysninger onsdag 28. juli i en tragisk ulykke i Italien, hvor han faldt ud over en skrænt, da han ville filme en video til sin YouTube-kanal.

Hans mor, Vibe Jensen, har bekræftet dødsfaldet over for Ekstra Bladet.

- Familien er i dyb sorg, men jeg vil gerne have, at hans fans får det at vide, siger hun og understreger, at familien for nuværende har brug for at sørge, og derfor beder de om, at deres privatliv bliver respekteret.

Ifølge italienske medier, heriblandt Rai News, var Albert Dyrlund sammen med flere venner, da ulykken indtraf på vandreruten Forcella Pana cirka 50 kilometer øst for Bolzano i det nordlige Italien.

Den danske YouTube-stjerne omkom ifølge italienske medier på stedet, da han faldt ned fra en 200 meter høj klippe, imens han ville optage en video med sin mobiltelefon.